Smukke magnolietræer i blomst, små helende haverum til eftertanke og svære samtaler, spadsereture på nyanlagte stier. Det er blot nogle af de ting, som patienter, pårørende og ansatte kan opleve på Bispebjerg Hospital.
De fredede patienthaver på det historiske hospital har undergået en renovering, der skal give haverne nyt liv. Projektet har genindføre mange elementer fra de oprindelige haver, der er anlagt i 1913 af havearkitekt Edward Glæsel.
Sengene ud i haven
Haverne har i over hundrede år været en del af hospitalets særkende. Over tiden er de dog blevet ændret en del, og meget af den oprindelige beplantning er blevet udskiftet med anden flora eller græsarealer. Mange af haverne er også svært tilgængelige for patienter i fx kørestol, og det er der nu lavet om på. Niveaufri adgang til haverne og nye belægninger gør det nu muligt for palliative patienter, der er indlagt i den sidste del af livet, at komme ud i haven i deres senge.
Læs også:
De Helende Haver er kåret til Byens Bedste Byrum
Hele området er bundet bedre sammen med opgraderede stisystemer og nye ind- og udgange til haverne, der inviterer besøgende til ophold under de smukke gamle træer. Haver og veje er også sikret mod skybrud i fremtiden.
Større biodiversitet
De Helende Haver på Bispebjerg genskabes med nye træer, buske, løgplanter og stauder, der skal give haverne en meget længere blomstringsperiode over hele året. Det vil betyde en langt større variation i arter og en forøget biodiversitet, da det vil tiltrække bier og insekter.
Landskabsarkitekterne har studeret havearkitekt Edward Glæsels omfattende botaniske plantelister. De originale haver var for 100 år siden meget rige på plantearter med et generelt meget blomstrende udtryk.
I det projekterede haveanlæg er haverne genskabt med samme store planterigdom. Syren, røn, stedsegrønne træer, hvidtjørn, guldregn, lind og kirsebær, kirsebærkornel og uægte akacie – blot for at nævne nogle få af de blomstrende træer og buske, der er plantet i haverne.