På Bispebjerg Hospital forbereder man i disse dage byggeriet af det nye uddannelsescenter, der skal danne rammen om den vigtige synergi mellem klinik, forskning og uddannelse. Bygningen var i første omgang vurderet til at stå klar i slutningen af 2022, men en manglende byggetilladelse betyder, at byggeriet nu er forsinket.
- Hos Københavns kommune har der desværre været en meget lang behandlingstid, og kommunen har samtidig flere forbehold overfor den indsendte ansøgning. Den nuværende vurdering er på den baggrund, at afleveringen af uddannelsescenteret desværre forventes at blive forsinket cirka 12 måneder, fortæller direktør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme, Morgens Kornbo.
Han understreger, at der arbejdes på, om muligt at fremskynde den manglende byggetilladelse i dialog med Københavns kommune, og at der samtidig indgået aftale med hovedentreprenøren, så byggeriet kan opstartes så snart, at tilladelsen er på plads.
Læs mere om uddannelsescenteret
Parkeringspladser frigives i perioden
I perioden, mens der arbejdes på en byggetilladelse, frigives de parkeringspladser, der ellers har været inddraget til byggeområde.
Fra fredag den 4. marts 2022 og frem til igangsætning af byggeriet kan der derfor igen parkeres i størstedelen af det sydlige hjørne af hospitalsgrunden mod Lersøparken.