Bispebjerg Hospital bygger nye rammer for uddannelse

​Medarbejdere, studerende og besøgende på Bispebjerg Hospital kan se frem til nye opgraderede rammer for undervisning og forskning fra 2022. Et nyt uddannelsescenter skal opføres, og opgaven er netop sendt i udbud som en totalentreprise.

Vent...

Et vigtigt skridt på vej mod det nye hospital på Bispebjerg er tilblivelsen af et nyt uddannelsescenter. Bedre foredrags- og undervisningsfaciliteter og en ny smuk beliggenhed i hospitalets historiske område skal være med til at profilere hospitalet som førende indenfor uddannelse og forskning.


- Vi vil markere os som et ambitiøst universitetshospital, og centeret er rammen for det. Uddannelsescenteret er med til at sikre, at vi som hospital står solidt på alle tre ben: klinik, forskning og uddannelse, siger vicedirektør Kirsten Wisborg.


Luftfoto_Bispebjerg_UC_2020.jpgBispebjerg Hospital undergår en stor transformation i disse år. Uddannelsescenteret er en del af udvidelsen, og skal placeres i det sydøstlige hjørne, hvor der i dag er en parkeringsplads. (Lysegrøn markering) Foto: Dragør Luftfoto.


Ny måde at tænke uddannelse

Det nye uddannelsescenter flytter fra hospitalets nordlige hjørne ved Tuborgvej og kommer til at placere sig stik modsat på hospitalsområdet. Helt mod syd på første parket på Bispebjerg Bakke, hvor man i dag finder parkeringspladser.

- Arealet er lidt mindre end det nuværende uddannelsescenter, men vi kommer til at udnytte kvadratmeterne bedre. Centeret vil afspejle, hvordan man tænker moderne uddannelse, med alt hvad det indebærer af fleksible arbejds- og undervisningsforhold, siger Kirsten Wisborg.
 

Del af stor transformation

Byggeriet er en del af den store transformation af hospitalsområdet, der er i fuld gang. Forvandlingen omfatter også opførelsen af et stort nyt akuthospital, et nyt psykiatrisk center, et parkeringshus og andre bygninger, der tilsammen skal blive fremtidens arbejdsplads for omkring 5000 medarbejdere.

Hvordan det nye uddannelsescenter kommer til at se ud, bliver afklaret i starten af 2021, når totalentreprenøren er valgt.


Uddannelsescenteret skal understøtte fremtidens hospital på Bispebjerg, der bliver bygget på den nordlige del af området fra 2021. Illustration af Akuthuset: ATIproject

Bæredygtig bygning i historiske omgivelser

Det står dog klart, at centeret kommer til at spille sammen med sine omgivelser. At man vil have udsigt til hospitalets nyrenoverede haver og historiske bygninger. Og at fleksibilitet og klog anvendelse af kvadratmeter er et nøgleord for udformningen af de nye faciliteter. Multifunktionelle rum, lys og åbenhed skal sikre dette. Desuden fastholdes det nuværende antal parkeringspladser.

Social bæredygtighed spiller også en rolle i projektet. De nye rammer skal sikre tryghed, trivsel og livskvalitet for brugerne, fx gennem et godt indeklima, lavt energiforbrug, samt minimering af spild og anvendelse af langtidsholdbare materialer. Entreprenørerne skal allerede i deres tilbud demonstrere, hvordan man vil arbejde med fx klimapåvirkning og ressourceanvendelse i henhold til Transport- og Boligministeriets nye frivillige bæredygtighedsklasse.

Byggeriet forventes at gå i gang i midten af 2021. I slutningen af 2022 åbner det nye center, og til den tid vil den studerende blive undervist og forskeren forsvare sin ph.d. i nye forbedrede rammer.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor