Tre kunstværker valgt til Ny Psykiatri Bispebjerg

​Konkurrencen om at udsmykke Ny Psykiatri Bispebjerg er endt med tre vindere til hver sin bygning. Det skal sikre variation mellem sengeafsnittene, der bliver præget af henholdsvis træstammesøjler, uld-udsmykninger og strandglas.

​Med strandglas skaber Heidi Hove og Jens Axel Beck et kunstværk, der viser værdien og skønheden i noget, der er itu og smidt væk. Foto: Heidi Hove og Jens Axel Beck.

Tre harmoniske, afbalancerede kunstværker skal skabe hjemlighed i den nye psykiatri på Bispebjerg. Som afgørelse på Ny Psykiatri Bispebjergs kunstkonkurrence er nemlig fundet ikke ét, men hele tre kunstværker, der skal udsmykke hver sin bygning med fire sengeafsnit i hver.

"Vi har valgt tre vindere af kunstkonkurrencen for at sikre en variation mellem sengeafsnittene, og fordi hvert kunstværk bibringer psykiatrien sin egen kvalitet. De har det til fælles, at de vækker ro og eftertanke, og så favner de hele afsnittet og er ikke blot placeret på en væg," fortæller projektleder Maria Brammer Boldt fra Ny Psykiatri Bispebjerg.

De tre kunstværker er henholdsvis "Træ, hund, sten & stof" af Elisabeth Toubro, "Farvernes natur" af Anne-Sofie Overgaard og "Bølge" af Jens Axel Beck og Heidi Hove. Værkerne skal nu bearbejdes og tilpasses de enkelte sengeafsnit i den videre proces. Kunstnerne siger samstemmende, at det har været en spændende og udfordrende opgave at udvikle kunstværker til psykiatrien, fordi der har været mange spilleregler og hensyn at overholde.

Menneskets bedste ven af træ

Elisabeth Toubros kunstværk skal realiseres bygning 1 i den første etape af Ny Psykiatri Bispebjerg. Forslaget består af naturelementer og hjemlighedszoner. Naturelementerne er træstammesøjler, en stor natursten i patienthaven og en hund i træ. Hjemlighedszonerne er stofcollager og farvelægning af indgangspartierne til sengestuerne og træbænke i nicher ud mod patienthaven.

Elisabeth Toubros forslag arbejder med træstammesøjler af gips, en stor natursten i haven samt bænke, stofcollager og en hund af træ for at bringe natur og hjemlighed ind i psykiatrien. Foto: Elisabeth Toubro.

"Jeg har taget udgangspunkt i, at patienterne ofte er oprørte og stressede, så jeg vil gerne skabe rammer, der får folk til at slappe af. Derfor har jeg arbejdet med naturelementer og hjemlighed. Blandt andet en hund udskåret i kirsebærtræ, der ligger og sover i vinduesnichen ud mod haven. Den bliver blød og rar at røre ved og er samtidig noget af det fredeligste, man kan forestille sig," fortæller Elisabeth Toubro.

Uld og plantefarver

Anne-Sofie Overgaards kunstværk tager udgangspunkt i at bruge plantefarvet uld til at forbinde inde- og udeområderne på en smuk og harmonisk måde. Kunstværket består af tre elementer på hvert sengeafsnit: To vævede vægtæpper, hynder til opholdsnicherne og planter til patienthaven. Værket skal bruges i bygning 2 i Ny Psykiatri Bispebjerg.

Anne-Sofie Overgaard bruger plantefarvet uld på vægtæpper og hynder til at forbinde inde- og uderum. Foto: Anne-Sofie Overgaard.

"Vi besøgte en lukket psykiatrisk afdeling som optakt til konkurrencen, og det gav mig lyst til at lave noget smukt, selvom det lidt er blevet et fy-ord i samtidskunsten. Patienterne kæmper ofte med svære ting indvendigt, så jeg vil gerne bidrage med en ydre skønhed, der bringer ro. Derfor har jeg hentet min farvepalette fra planter," siger Anne-Sofie Overgaard.

Knust glas bliver smuk kunst

Jens Axel Beck og Heidi Hove har skabt et bygningsintegreret kunstværk, der henter strandglas ind i vinduespartierne i sengeafsnittene. Glasstumperne skal ligge mellem isoleringsruderne i en bølgebevægelse eller løftes i en sættekasse. Desuden bringer de granitsten ind på søjler, farvevariationer på gulve og farvetryk på væggene afstemt med strandglassenes farve.

Heidi Hove har sammen med Jens Axel Beck fundet glasstumper på stranden, der skal blive til værket "Bølge" (se foto øverst på siden) i Ny Psykiatri Bispebjerg. Foto: Byggeriets Billedbank.

"Vi har forsøgt at skabe associationer til en beroligende tur ved stranden ved at bruge strandglas. Samtidig tager vi noget bortkastet uden værdi og tilfører det en ny værdi. Vi bruger glas, som er gået itu, og viser, at det stadig er smukt – som en fin parallel til menneskene i psykiatrien," siger Heidi Hove om tankerne bag kunstværket, der skal realiseres i bygning 3.

De tre kunstværker bliver udstillet i glasgangen mellem bygning 51 og 52 på Bispebjerg Hospital fra 22. maj til udgangen af juni måned. Der er fri adgang på hverdage kl. 8-16.
Redaktør