Snart får Bispebjerg sit Akuthus-projekt

​Nedtællingen er i gang. Snart kåres vinderen i konkurrencen om at udforme fremtidens Akuthus, som er navnet på det store hospitalsprojekt i Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Vinderprojektet afsløres den 24. september, og der er tre stærke hold med i opløbet.

Bliver det C.F. Møller, Cowi eller et konsortium af KHR, WHR og Arup der vinder konkurrencen om Akuthuset på Bispebjerg? Illustration fra de tre teams.​


Bliver det C.F. Møller, Cowi eller et konsortium af KHR, WHR og Arup, der vinder konkurrencen om Akuthuset på Bispebjerg? Det finder vi ud af den 24. september, hvor regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen vil kåre vinderen af konkurrencen, der har forløbet igennem næsten to år.

Akuthuset er det største delprojekt i Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg og dækker over det egentlige hospital, der skal rumme bl.a. Akutmodtagelse, Røntgen, operationsgang og sengestuer. Det er desuden her, selve ankomsten til fremtidens hospital vil være.​

Et fantastisk projekt

"Vi glæder os rigtig meget til at løfte sløret for vinderprojektet og begynde at blive konkrete på, hvordan hospitalet skal se ud og fungere i fremtiden. Jeg kan godt love, at det bliver et fantastisk projekt som sætter helt nye standarder for, hvordan vi behandler patienterne," afslører vicedirektør Claes Brylle Hallqvist, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, der er ansvarlig for det store byggeprojekt til i alt ca. 4 mia. kroner.

Det har været en lang vej fra den første ansøgning til Regeringens Ekspertpanel for fem år siden, over helhedsplankonkurrence og ny lokalplan frem til nu, hvor konkurrencen om Akuthuset afsluttes.

"I januar 2014 anmodede 27 internationale hold om at være med i konkurrencen. Det er den største interesse, noget hospitalsprojekt i Danmark har fået, og det er vi stolte af. Det har betydet, at vi har haft et rigtigt bredt felt at vælge fra," fortæller Claes Brylle Hallqvist.

Syv hold blev prækvalificerede, og i december 2014 blev tre teams med henholdsvis C.F. Møller, Cowi og et konsortium af KHR, WHR og Arup i spidsen valgt til anden fase af konkurrencen.

God dialog om funktionalitet

"Det forgangne halve år har de tre hold arbejdet videre på deres forslag i et konkurrenceforløb, hvor de har fået feedback på deres forslag. Det har været et konstruktivt forløb, og jeg vil gerne rose holdene for deres evne til at gå i dialog især om funktionaliteten i projekterne. Det har været vigtigt at forstå, at på et hospital er arkitekturen afhængig af funktionaliteten," pointerer Claes Brylle Hallqvist.​

Vinderen afsløres ved et lukket arrangement den 24. september kl. 14-16 på Bispebjerg Hospital.

Efterfølgende skal projektet konkretiseres yderligere, og hospitalets medarbejdere vil igen spille en stor rolle i den mere detaljerede planlægning af hospitalet. Byggeriet forventes at vare fra 2018 til 2024.

 

​​Illustrationer i følgende rækkefølge: C.F. Møller, Cowi og KHR, WHR og Arup​

Redaktør