Glæd dig til parkeringshuset

​Vi tæller ned: Den 19. november tager vi det nye parkeringshus i brug og indvier det med rock på toppen og suppe i teltet. Du er inviteret. Fra om eftermiddagen den 19. november er parkeringshuset klar til brug og åbent for alle.​​​

Forestil dig et parkeringshus og på toppen et rockband, der river i strengene og giver den gas på trommerne. Ved mikrofonen står Bispebjerg Hospitals egen stjerne, Peter Svale, der vandt den interne X-factor-konkurrence til hospitalets 100-års fødselsdag. Det bliver virkelighed den 19. november kl. 11-12, når det nye parkeringshus på Bispebjerg Hospital indvies.


Parkeringshuset bliver et markant vartegn for Bispebjerg Hospital. Det indvies den 19. november og er til fri afbenyttelse. Foto: Karen Grønkjær.

​​Bæredygtig bygning

Der bliver serveret suppe at varme sig på, og til den mere formelle del af arrangementet vil regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen som den første køre ind og parkere i huset og tænde for strømmen.

Faktis​​k er huset allerede fuldt af strøm for på taget over rampen sidder 200 kvadratmeter solceller, som dækker 20 pct. af husets energiforbrug. Under huset sikrer et såkaldt forsinkelsesbassin, at regnvand opsamles og ikke ledes væk hurtigere, end at byens kloakker kan følge med. Så fra nederst til øverst er der tænkt i bæredygtighed.

​Parkeringshuset er beklædt med lameller af cortenstål. Lamellerne vender mod Grundtvisgskirken, så huset fremstår lukket fra siderne og åbent mod Tuborgvej. Foto: Karen Grønkjær.

​​Let at finde frie pladser

Huset har 600 p-pladser, som fra åbningsdagen er til fri afbenyttelse. Hver plads har en lille lampe i loftet, som lyser grønt, hvis pladsen er fri, og rødt, hvis pladsen er optaget. Handikappladser har blå lamper. På den måde er det let at overskue, hvor der er frie plader.

”I stueetagen og på første sal vil der være tidsbegrænsning på pladserne, og i resten af huset er der fri parkering. Dermed forbeholder vi de to nederste etager for patienter og de øverste etager til hovedsageligt personale” fortæller vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

​Personalet vil blive opfordret til at benytte parkeringshuset, så der er pladser til patienterne tættere på indgangene. På hospitalsområdet vil stort set alle pladser blive tidsbegrænsede efter åbningen af parkeringshuset.

De øverste tre etager er trukket tilbage fra naboerne på Charlotte Muncks Vej​. Det åbner en terrasse på 4. sal, hvor der etableres en lille have. Foto: Louise Bendixen.

​​​Et hus til mennesker

Huset er tænkt som et hus til mennesker og ikke kun til biler. Det har bl.a. en tagterrasse på 4. sal med en lille have. Der er dialog med naboerne om at etablere en nyttehave, som de kan drive.

På taget bliver der inden for de kommende måneder opført en udsigtsplatform med en kikkert, så besøgende kan nyde den enestående udsigt over København.

​”Vi vil gerne gøre parkeringshuset til en destination og give lidt tilbage til byen. Vi ved, at mange er kede af at få så markant en nabo. Man kan mene, hvad man vil om arkitekturen; jeg synes, det er et flot og iøjnefaldende vartegn for hospitalet,” siger Claes Brylle Hallqvist.

Redaktør