- Idrætskirurgisk Enhed hører under Ortopædkirurgisk Afdeling på Bispebjerg Hospital
- Enhedens opgave er at diagnosticere og behandle patienter med ortopædkirurgiske lidelser, som opstår ved idrætsudøvelse, samt lidelser, der kan behandles med kikkertkirurgi (artroskopi). Afdelingen udfører både klinisk og epidemologisk forskning i disse sygdomme og udbreder kendskabet til lidelserne og deres behandling via undervisning, artikler og andre medier.
- Enhedens medarbejdere består af 11 læger: 1 professor, 6 overlæger, 3 afdelingslæger og 1 kursist. Der er 8 lægesekretærer, 6 ambulatoriesygeplejersker og 4 fysioterapeuter tilknyttet
- Enheden har 10.000 ambulante besøg om året, henvist fra egen læge, idrætsklinikken, andre hospitaler, skadestuen mv. Der opereres ca. 3.000 patienter/år, og enheden er den afdeling, der laver flest korsbåndsrekonstruktioner i Danmark.
- Idrætskirurgisk Enhed har en række højt specialiserede funktioner: Rekonstruktion af korsbånd hos børn, behandling af bruskskader hos børn, transplantation af menisk, uddybning af føringsfuren på lårbenet hos patienter med ledskred af knæskallen (trochleaplastik), behandling af bruskdefekter i knæet hos voksne og udredning og behandling af knasende skulderblad (scapula crepitans). Desuden udføres almindelige operationer i knæ, skulder, hofteled, ankel mv.
- Enheden har en del patienter til second opinion og indgår i et tæt samarbejde med idrætsklinikken, med fysioterapien, med radiologisk afdeling og med smerteklinikken.
Enheden udfører forskningsprojekter inden for mange områder, bl.a.:
- Fibersprængning: Kortlægning af muskel-seneovergangen i hasemusklerne, hvor fibersprængning typisk sker, af de ændringer, der sker ved forebyggende træning med henblik på at forbedre behandling og forebyggelse.
- Kan knæets menisker og korsbånd regenerere? Med kulstof-14 metoden undersøges, i hvilket omfang evnen til af danne nyt væv og reparere er til stede – eller om vi skal passe på det væv, vi en gang har fået.
- Hvorfor opstår frossen skulder? Frossen skulder er en af de mest smertefulde lidelser, men man ved ikke, hvorfor lidelsen opstår. Det forsøger forskerne på Idrætskirurgisk Enhed at finde frem til.