Idrætskirurgisk sektion M51
Sektionen varetager primært planlagte (elektive) behandlinger. Vi foretager alle former for ledbåndskirurgi og ledbåndsrekonstruktioner, hvoraf en stor del består af forreste korsbåndsskader med og uden ledsagende skader i knogle, brusk eller meniskerne. Der tilbydes også hoftekirurgi, ankelkirurgi, skulderkirurgi inklusive specialiseret åben bløddelskirurgi.
Siden 2011 har Idrætskirurgisk sektion M51 været en højt specialiseret funktion for den idrætskirurgiske behandling af blandt andet børn og unge herunder korsbåndsrekonstruktioner.
Vi har 12 operationslejer om ugen og udfører ca. 40 indgreb om ugen. Derudover nærmer vi os 8500 ambulante besøg og 1400 operationer om året.
Idrætssektionen består af en ledende overlæge, 11 overlæger (heraf to professorer) og en afdelingslæge. Der foretages ca. 1400 idrætskirurgiske indgreb og ca. 8500 ambulante besøg om året.
Sektionen har et tæt tværfagligt og forskningsmæssigt samarbejde med bl.a. Institut for Idrætsmedicin M81, Fysioterapeutisk Afdeling og Radiologisk Afdeling. Sektionen er en del af IOC Research Center Copenhagen.
Idrætssektionen varetager blandt andet følgende opgaver:
Regionsfunktion inden for:
- Hoftekirurgi
- Revisionskirurgi på forreste korsbånd
Højt specialiseret funktion inden:
- Ledbåndskirurgi på børn og unge så som korsbåndskirurgi
- Trochleoplastik til behandling af tilbagevendende luksationer af knæskallen
- Fler-ligamentkirurgi i knæet herunder behandling af knæluksationer og bagre korsbånd.
- Avanceret brusk- og meniskkirurgi herunder transplantation af menisk og brusk i knæet
For at overholde Sundhedsstyrelsens krav om udredning og behandling af de højt specialiserede funktioner indenfor kompleks knækirurgi, forbeholder sektionen sig mulighed for at afvise henvisninger, der ikke er omfattet af den højt specialiserede funktion.
En læge – én patient
Sektionen følger princippet: én læge – én patient. Alle planlagte patienter udredes, behandles og følges af den samme speciallæge under hele forløbet.
Der er et tæt samarbejde mellem læger, sygeplejersker og sekretærer i sektionen, og vi lægger stor vægt på høj faglighed og kvalitet for at sikre den optimale udredning og behandling.
Der er faste fysioterapeuter, som varetager genoptræningen af de højt specialiserede patientforløb.
Desuden har vi et tæt samarbejde med vores søsterafdeling
Institut for Idrætsmedicin(M81) og deres forskningsenhed. Dette tværfaglige samarbejde skaber et unikt arbejdsmiljø med mulighed for både kirurgiske og ikke-kirurgiske behandlinger på internationalt niveau.
Ambulatorium M-idræt
Sektionens ambulatorium ligger i indgang 5, 1. sal, hvor udredning, operationsplanlægning og kontroller foregår.
Åbningstider i ambulatoriet er:
- Mandag til onsdag fra kl. 08:00 – 18:00
- Torsdag til fredag fra kl. 08:00 – 15:30
Telefontid alle hverdage:
- Sekretær kl. 09:00-12:00, tlf. 3863 5320
- Sygeplejerske kl. 08:00 – 15:00, tlf. 3863 5031
Husk at melde afbud i god tid, hvis du er forhindret, så en anden patient kan få gavn af tiden.
Du er meget velkommen til at tage en pårørende med til besøget.
Vi gør alt, hvad vi kan, for at holde de aftalte tider, og er der ventetid i ambulatoriet, bestræber vi os på at informere løbende om ventetiden.
Bemærk venligst, at man ikke nødvendigvis bliver kaldt ind i den rækkefølge man ankommer. Det afhænger udelukkende af hvilken læge eller sygeplejerske, du skal ind til.
Sammedagskirurgisk afsnit M50
Hvis det vurderes, at du har behov for en operation, vil der blive planlagt indlæggelse på vores sammedagskirurgiske afsnit M50, indgang 5 i stueetagen.