Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Knæ

​Læs mere om undersøgelser og behandling af knæområdet


70 % af alle idrætsskader går ud over underekstremiteten, og mere end halvdelen af disse skader involverer knæleddet. Knæleddet er et komplekst led, som består af tre ledkamre (bag knæskallen, på indersiden og på ydersiden) og består derudover af tre led (det femoropatellare, det femorotibiale og det tibiofibulare). Knæleddet udmærker sig ved stor bevægelighed i tre planer (fleksion/ekstension, varus/valgus og indadrotation/udadrotation). Knæets bevægelighed foregår i et perfekt samspil mellem statiske (ledbånd, knogler og ledkapsel) og dynamiske stabilisatorer (muskler og sener). Den store bevægelighed betyder også, at knæet er mere udsat for skader, overbelastninger og slid.

Patienter med knægener kan ses i alle aldersklasser, og årsagerne kan være meget forskellige. Der kan skelnes mellem akutte skader (menisk-, ledbånds- eller muskellæsioner) i forbindelse med idræt eller trafikuheld samt overbelastningsreaktioner, hvor generne opstår snigende med gradvis forværring og slitage relaterede gener, hvor en tidligere skade eller fejlbelastning har medført nedslidning af brusk, sener eller menisker.

Afhængig af årsagen kan behandlingen være meget forskellig og involvere både ikke-kirurgiske og kirurgiske behandlingstiltag. Det vigtigste er dog at stille den rette diagnose ved hjælp af en grundig klinisk undersøgelse, patientens sygehistorie og eventuel billeddiagnostik i form af røntgen, ultralyd eller MR-/CT-skanninger.

I den idrætskirurgiske sektion ser vi mange forskellige akutte og kroniske tilstande, som udredes og behandles i tæt samarbejde med Idrætsmedicinsk Afdeling, Fysioterapeutisk Afdeling og Radiologisk Afdeling.

Følgende knæskader behandles i Idrætskirurgisk sektion M51:

Voksne

  • Akutte meniskskader
  • ​Akutte og kroniske ledbåndsskader
  • Forreste korsbåndskader (også: ACL, anterior cruciate ligament)
  • Bagerste korsbåndskader (også: PCL, posterior cruciate ligament)
  • Flerligamentskader (ofte kombination af det forreste korsbånd og et eller flere sideledbånd)   
  • Akut og kronisk instabilitet af knæskallen (patella)
  • Akutte og kroniske bruskskader
  • Smertefulde fejlstillinger i akseskelet (kalveknæ/hjulben)
  • Fornyet operation efter tidligere ledbåndsoperation (revisionskirurgi) 

Børn
Behandlingen af knæskader hos børn og unge er altid specielt. Dette skyldes, at længdevæksten ofte ikke er afsluttet endnu og en operativ behandling derfor indebærer en risiko for at reducere vækst eller medføre skæv vækst. Behandlingsstrategien kan derfor variere fra patient til patient, og i nogle tilfælde er man nødt til at udskyde en operation til barnet er vokset færdig. De fleste børn og unge er helt udvoksede ved 14-16 års alderen.

Idrætskirurgisk sektion M51 har som den eneste afdeling i Region Hovedstaden retten til at varetage den kirurgiske behandling af børn med:

  • Akutte og kroniske ledbåndsskader
  • Forreste korsbånd (også: ACL, anterior cruciate ligament)
  • Bagerste korsbånd (også: PCL, posterior cruciate ligament)
  • Flerligamentskader (ofte kombination af det forreste korsbånd og et eller flere sideledbånd)   
  • Akutte og kroniske bruskskader (f.eks. osteochondrosis dissecans)
  • ​Fornyet operation efter tidligere ledbåndsoperation (revisionskirurgi)

Derudover foretages behandlingen af:
  • ​Akut og kronisk instabilitet af knæskallen (patella)
  • Akutte og kroniske meniskskader

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden