Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Hofteartroskopi

​Hofteartroskopi er en relativt ny behandlingsform, som over de sidste 10 år er blevet en fast del af behandlingen af ikke slitage relaterede hofteledssmerter i Danmark. Behandlingen kræver stor ekspertise, både når det kommer til selve operation, men i lige så høj grad, når det kommer til udredning og udvælgelse af patienter til operation.

​Tilstande som er velegnede til hofteartroskopi er:
  • skader i ledlæben

  • skader i brusken (bortset fra slitage)

  • knogleforandringer på lårben eller bækken (femoro-acetabular impingement - FAI)

  • frie ledmus​

Tilstande som ikke primært er egnet for en hofteartroskopi er:

  • hofteledsartrose (slitage)

  • hoftedysplasi (hofteskred)

  • smertefulde tilstande fra bløddelene uden direkte relation til selve hofteled (hofteklik, springhofte, slimsæksbetændelser m.m.) ​

De fleste af disse tilstande kan identificeres med et standardiseret røntgenbillede af bækkenet (ikke den pågældende hofte alene), hvorfor dette også er en forudsætning for udredningen på Idrætskirurgisk Enhed.​

Selve hofteartroskopien foregår i fuld bedøvelse og ved brug af et særligt operationsleje, så hofteleddet kan åbnes op, undersøges tilstrækkeligt og skaderne behandles. Indgrebet er relativt skånsomt og kræver sjældent mere end to små snit på ydersiden af lårbenet. 

Som udgangspunkt kan patienten udskrives få timer efter operationen. Dette sker efter patienten er blevet informeret om indgrebet af kirurgen og har fået alle relevante oplysninger vedrørende sårpleje og genoptræning af henholdsvis sygeplejerske og fysioterapeut.  

Efter få dage på krykker, opstartes genoptræning i fysioterapeutisk regi. Der må påregnes aflastning af hoften i ca. 2 uger, sygemelding i 4-6 uger og et samlet genoptræningsforløb på 3-4 måneder. Inden sportslige aktiviteter kan genoptages, går der som regel 6 måneder.

De fleste patienter oplever en mærkbar forbedring allerede 4-6 uger efter indgrebet.

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden