Bispebjerg & Frederiksberg Hospital er et undervisningshospital. Det betyder, at alle ansatte er forpligtet til at hjælpe til med undervisningen af de mange forskellige fagligheder, vi møder i vores hverdag. På Klinisk Biokemisk Afdeling varetager vi bl.a. undervisning af bioanalytikerstuderende, medicinstuderende, læger i speciallægeuddannelse indenfor klinisk biokemi samt ph.d.-, kandidat- og bachelorstuderende fra de naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige fakulteter.Undervisning af bioanalytikerstuderende
Vi byder velkommen til bioanalytikerstuderende fra 1., 2., 3., 6. & 7. semester fra Københavns Professionshøjskole Metropol. De studerende bliver undervist af afdelingens to dygtige bioanalytikerundervisere samt af afdelingens øvrige personale. Ved studiestart er de studerende garanteret praktikplads under hele uddannelsen og bliver placeret ud fra nogle fastlagte fordelingsprincipper. De studerendes praktik tilrettelægges i overensstemmelse med fagplaner og målbeskrivelser til hvert semester. Der er både teoretisk og praktisk undervisning i praktikperioderne på afdelingen.
Afdelingens bioanalytikerundervisere varetager de kliniske eksaminer og fungerer også som censorer til både interne og eksterne eksaminer på uddannelsen.
Undervisning af medicinstuderende, læger i speciallægeuddannelse indenfor klinisk biokemi & bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende
Medicinstuderende ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet bliver undervist i faget klinisk biokemi af afdelingens medarbejdere.
Reservelægerne i afdelingen er i uddannelsesforløb, som lever op til den overordnede målbeskrivelse for den lægelige videreuddannelse for specialet klinisk biokemi. Uddannelsen er omsat til lokalt tilpassede uddannelsesprogrammer for læger i henholdsvis introduktionsstilling og i hoveduddannelsesforløb.
Afdelingens medarbejdere deltager desuden som undervisere, eksaminatorer og censorer ved kurser vedrørende klinisk biokemi og en række uddannelser både på postgraduat-niveau og ved forskellige bachelor-, kandidat- og ph.d.-uddannelser. Du kan læse mere nedenfor.
Undervisning udenfor Klinisk Biokemisk Afdeling
Ud over al den undervisning, vi driver på afdelingen, varetager vores dygtige kursusledere også følgende ph.d.-kurser:
- Introduction to omics for clinical researchers Part 1
- Introduction to omics for clinical researchers Part 2
Du kan finde kurserne listet her.
Der er desuden en del af vores ansatte, der også underviser på en række nationale og internationale ph.d.-kurser samt master- og bacheloruddannelser indenfor:
- Medicin
- Personlig medicin
Vores ledende overlæge Nicolai Jacob Wewer Albrechtsen afholder sammen med dygtige kollegaer tre forskellige online-kurser om:
- Diabetes – a Global Change
- Diabetes – the essential facts
- Non-Alcoholic Fatty Liver Disease – The Essentials
Du kan finde kurserne listet her.