Diabetes (Type 1)
Type 1 diabetes er en kronisk sygdom som skyldes mangel på det blodsukkersænkende hormon insulin, hvilket giver vedvarende forhøjet blodsukker.
Symptomerne er øget tørst, hyppige vandladninger, træthed og mundtørhed.
Insulin er et hormon, der produceres i bugspytkirtlen. Insulin regulerer blodsukker niveauet i kroppen. Når man har type 1 diabetes går de celler der producerer insulin til grunde. (autoimmun sygdom)
Behandlingen er derfor altid insulin. Ved mangelfuld behandling eller uden behandling med insulin kan sygdommen være livstruende.
Det er oftest børn og yngre mennesker som får type 1 diabetes.
Modificeret fra patienthåndbogen på www.sundhed.dk
Diabetes (Type 2)
Type 2 diabetes er en livslang kronisk sygdom, som giver forstyrrelser i omsætningen af sukkerstoffer, fedt og proteiner i kroppen, hvilket giver forhøjet blodsukker.
Symptomerne er oftest øget træthed, øget tørst, hyppige vandladninger og vægttab.
Type 2-diabetes behandles med livsstilsændringer i form af kostomlægning og motion, ofte sammen med medicinsk behandling i form af tabletter og/eller insulin.
Insulin er et hormon, der produceres i bugspytkirtlen. Insulin regulerer blodsukker niveauet i kroppen. Når man har type 2 diabetes er produktionen af insulin ikke tilstrækkelig. Derudover er virkningen af insulinen nedsat (kaldes insulinresistens), hvilket betyder at man har behov for større mængder insulin end normalt.
Modificeret fra patienthåndbogen på www.sundhed.dk