Gå til hovedindhold

​​

Travl start for ny projektchef på Nyt Hospital Bispebjerg

Nikolaj Piechnik Brandt har haft en travl første måned som projektchef for udførelse, mens flere vigtige arbejder er godt i gang på byggepladsen.

​​​​​Nikolaj Piechnik Brandt startede d. 1. maj som projektchef for udførelse på Nyt Hospital Bispebjerg.​​

​"Det har været en spændende første måned. Der er mange dygtige mennesker, faggrupper, rådgivere, entreprenører og processer involveret i et projekt af den her størrelse, så der har været meget at sætte sig ind i, og er det fortsat", fortæller Nikolaj.

En stor del af den første tid er gået med at få overblik over projektets aktuelle status og den aktuelle udbudsproces med installationer og aptering. Samtidig har der været god aktivitet på byggepladsen.

Der sker m​​eget bag hegnet

Meget af arbejdet foregår i øjeblikket i jorden og kan derfor være svært at få øje på udefra. Men flere steder på byggepladsen er vigtige opgaver i gang.

”Den seneste måneds tid har en stor del af arbejdet handlet om klargøring og støbning af fundamenter, herunder opsætning af støbeforme og montering af armering samt forberedelse til montage af det store forsinkelsesbassin og en kælderudvidelse mod Tuborgvej," fortæller Nikolaj.


​​​​​Der er bl.a. opsat støbeforme og armering inden støbning af de næste fundamenter.

​​Mens fundamentarbejdet skrider frem, arbejdes der også med genopfyldning af jord omkring de færdigstøbte fundamenter og etablering af kloak- og regnvandsledninger.

​Kælderudvidelse og r​​egnvandshåndtering

Arbejdet med kælderudvidelsen skrider også frem. Udgravningen er afsluttet, og arbejdet med de pæle, der skal afstive udgravningen, er i gang. Senere etableres en såkaldt spunsvæg, som vil medføre en periode med øget støj og vibrationer. 


​​Den kæmpestore borerig, der borer hullerne til de pæle, der skal afstive udgravningen, vejer 130 ton. Det svarer cirka til 25 elefanter.

Derudover er installationen af en såkaldt forsinkelsestank begyndt. Den underjordiske tank skal være med til at håndtere regnvand fra området og aflaste kloaksystemet ved kraftige regnskyl. ​​​


​​​De mange sorte ’kasser’ er en del af den underjordiske forsinkelsestank. Her opmagasineres regnvandet midlertidigt og udledes kontrolleret til kloakken.

Et​​ projekt med mange brikker​

For Nikolaj Piechnik Brandt har den første måned været en god introduktion til kompleksiteten i byggeriet.

"Det er et stort og spændende projekt med mange aktiviteter, som skal gå op i en højere enhed. Jeg ser frem til at lære organisationen endnu bedre at kende og følge de næste skridt på byggepladsen", siger han.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden