- Nogle dage er der ikke så meget at lave. Andre dage ved jeg slet ikke, hvor jeg skal begynde.
Gianpaolo Collavino peger på en slange, der ligger på jorden. Den skal helst tømmes for vand ved fyraftenstid, så den ikke fryser til natten over. Det sker ikke altid, og så må han fikse problemet.
- I går fiksede jeg en frossen vandhane. Der er altid problemer på en byggeplads, og folk er ikke altid gode til at passe på tingene, konstaterer Gianpaolo, der er Ground Keeper på byggepladsen. En slags altmuligmand, der sørger for at vejene er frie, og at ting, der går i stykker, bliver repareret.
Gianpaolo er med sine 62 år lidt af en veteran på Bispebjerg. Han var den første mand, der blev ansat på pladsen af totalentreprenøren Rizzani de Eccher.
En af hans første opgaver var at lukke en central vej på hospitalet:
- Til maj har jeg været her i to år, så jeg føler, at det er min byggeplads, og jeg vil gerne passe på den.

Fra alpetoppen til Københavns undergrund
Hospitalsbyggeriet består mest af stål og beton for tiden. Men træ er et materiale, der gør Gianpaolo glad. Tidligere i sin karriere har han arbejdet med træbyggeri og for eksempel bygget en westernby i Disneyland Paris.
Selvom han er født og opvokset i de norditalienske alper, er Gianpaolo glad for at bo i flade Danmark. Han har set det meste af landet fra Skagen til Møns Klint, når han ikke er at finde på byggepladsen.
Han gik så at sige "under jorden", da han kom til Danmark for ni år siden. Før Bispebjerg arbejdede han nemlig i metrobyggeriets tunneller under København.
- Jeg skulle førte det lokomotiv, der kørte i tunnelen og fragtede store betonringe frem til stedet, hvor de borede.
I dag nyder han solskinnet på en kold men klar dag på byggepladsen på Bispebjerg. Lige indtil den næste opgave dukker op og noget skal fikses.