​​​​Med 15 års erfaring inden for jordarbejde ved Denise, hvordan man sørger for et solidt fundament.

Jordarbejderen: "Du skal bruge kroppen klogt for at klare det"

​Jord er ikke bare jord. I hvert fald ikke når et hospital skal placeres ovenpå jorden. Det ved Denise Akame, som du kan møde her.

Vent...

Solen brager ned over byggepladsens jordbunker, og Denise Akame tager et fast greb om skovlen.

- Se hvordan jeg holder ryggen helt ret. Det er den rigtige måde at bruge skovlen på. Hvis du ikke ved det, holder du ikke længe i det her job, fortæller han, mens han skovler småsten ned over de sorte drænrør, der løber under jorden i det nye hospital.

Denise er teamleder for de jordarbejdere, der laver såkaldt opfyldning. Det er den vigtige påfyldning af grus, sand og jord, der danner grundlaget for landskabet og stabiliserer bygningen.

- Hvis vi ikke stamper jorden ordentligt, kan det have store konsekvenser for fundamentet, forklarer han.



E
n hård vinter

​​Jord er ikke bare jord, og derfor skal Denise vide præcis, hvad og hvordan der skal fyldes på, så vandet kan sive væk fra bygningen. Jorden i den nordlige del af byggegrunden er fyldt med ler, så her trænger vandet dårligere igennem.

- Vi lægger et lag af småsten langs bygningens fundament, så vandet kan løbe væk.

LÆS OGSÅ: ​Kranføreren holder hovedet koldt og hånden rolig

Vand er i det hele taget et emne, der optager Denise. Store mængder af nedbør har fået dele af byggepladsen til at stå under vand, og så må de pumpe vandet væk for at kunne arbejde.

Den danske vinter har været lidt hård at komme igennem, synes Denise, der selv er vant til et varmere klima i hjemlandet Cameroun. Men med sin optimistiske tilgang klarer han sig:

- Hvis du tager nok varmt tøj på og holder dig i gang, så mærker du ikke kulden.



Det skal være sjovt

To teams arbejder med påfyldning på den store byggeplads på Bispebjerg, og Denise superviserer dem begge. Han har tilbragt omkring 15 år på byggepladser i både Cameroun, Cypern, Polen og Danmark, så han bringer stor erfaring med sig.

To kolleger kravler op fra deres arbejdssted ved bygningens fod, da de spotter Denise. Humøret er højt og armbevægelserne store. De driller hinanden i en kærlig tone og gør dagens hårde arbejde lidt lettere.

- De får mig til at smile hver dag. Det er vigtigt, at det også er sjovt at gå på arbejde, slutter Denise med et bredt grin.​​​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor