Vi ensretter vejene på Bispebjerg Hospital

​Trafikken skal køre mere sikkert på Bispebjerg Hospital. Flere veje på hospitalet ensrettes nu for at sikre en bedre afvikling af trafikken for både bilister, cyklister og gående.

Vent...

Fra mandag den 20. september 2021 skal du som medarbejder eller besøgende på Bispebjerg Hospital kigge dig for en ekstra gang, når du kører i bil på hospitalsområdet. Dele af vejnettet ensrettes nemlig for bilister. Det skal gøre trafikafviklingen mere rolig og sikker på de smalle historiske veje, der oprindeligt er bygget til hestevogne.

Helt konkret betyder det, at:

  • Tidligere Tværvej 2 og 3 (Nielsine Nielsens Vej nummer 7, 9, 11 og 17) ensrettes fra øst mod vest.

  • Den sydlige del af Nielsine Nielsens Vej ensrettes fra nord mod syd

  • Den sydlige del af Ebba Lunds Vej ensrettes fra syd mod nord.

  • Af hensyn til ambulancekørsel vil trafikken fortsat kunne køre i begge retninger på tidligere 4. Tværvej/nu Nielsine Nielsens Vej (langs bygning 7 og Akutmodtagelsen) samt de nordlige dele af Nielsine Nielsens Vej og Ebba Lunds Vej.


Flere veje ensrettes på hospitalet. De fuldt optrukne blå pile markerer de ensrettede veje. På de øvrige veje kan man køre i begge retninger.

En bedre trafikafvikling

I 2021 har det været lidt ekstra udfordrende at besøge hospitalet. Vejene er nemlig blevet opgraderet med nye kantsten, bedre gadebelysning og ny vejbelægning. Renoveringen er en del af det store projekt Bispebjergs Helende Haver, der skal genskabe de historiske hospitalshaver.

-Vi har med vejarbejdet trukket store veksler på både personale og patienter, og vi er glade for den samarbejdsvilje, der har været. Med ensretningen tager vi forskud på det ensrettede trafikale loop, der skal skabe en bedre trafikafvikling, når det nye hospital står færdigt, fortæller projektleder Peter Guttormsen fra Nyt Hospital Bispebjerg.

 

Fakta:

  • Dele af vejnettet ensrettes for bilkørsel på Bispebjerg Hospital fra den 20. september 2021.

  • Vejene ensrettes for at skabe mere sikre forhold for både biler og bløde trafikanter

  • Ensretningerne er en forsmag på trafikplanen for Nyt Hospital Bispebjerg, der bygges på området over de kommende år.

  • På Bispebjerg Hospital bygges i disse år en 77.500 kvadratmeter stor ny tilføjelse til det eksisterende hospital, der blandt andet omfatter ensengsstuer, en fælles akutmodtagelse, intensiv afdeling, røntgen og operationsgang og et helt nyt kvinde-barn-center.

  • Region Hovedstadens Center for Ejendomme bygger Nyt Hospital Bispebjerg, der er finansieret af Kvalitetsfonden.

  • Region Hovedstaden investerer i disse år 20 mia. kr. i hospitalsbyggerier, heraf kommer 9 mia. kr. fra Statens Kvalitetsfond. Byggerierne skaber tidssvarende og funktionelle rammer for den bedste behandling med patienten i centrum.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor