Overlægen: "De helende haver virker også på mig"

​De fredede haver på Bispebjerg Hospital skal genfødes takket være en milliondonation og en arkitektkonkurrence. Hør medarbejdernes og arkitektens bud på, hvad der gør haverne så enestående.

Vent...

Varighed: 2:43


Hvad har fuglefløjt, duftende blomster og skyggende træer at gøre med patientbehandlingen på et hospital? Utrolig meget, hvis man spørger medarbejderne, der arbejder i og omkring de fredede patienthaver på det historiske hospital.

”Haverne her på Bispebjerg er jo helt enestående. Og det er interessant, at man fokuserede på det allerede for 100 år siden, hvor haverne blev en integreret del af helingsprocessen, når man var syg, ” siger professor og overlæge Hans Christian Wulf fra Hudafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og tilføjer:

”Det sjove er faktisk, at det ikke kun virker på de syge. Det virker jo også, når jeg går på arbejde om morgenen.”

Lysterapi i det grønne

Og haverne er ikke blot til pynt. På hudafdelingen bruger man i dag aktivt haven i behandlingen af patienter med forstadier til hudkræft. Patienten får smurt en medicinsk creme på det udsatte sted og skal så sidde i en glaspavillon i to timer, hvor patienten udsættes for sollys, der dræber de syge celler.

Glaspavillonen er også tænkt ind i den nye haveplan af Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter, der også skal gøre haverne mere tilgængelige for andre besøgende på hospitalet.

Haven taler til de sidste sanser

At haverne betyder meget for både patienter og pårørende, kan Birgit Villadsen skrive under på. Hun er ledende oversygeplejerske på Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Sammen med en lille gruppe medarbejdere fra hospitalet har hun været tilknyttet arkitektkonkurrencen som særlig rådgiver. 

Hun måtte i den forbindelse sætte sig grundigt ind i, hvad der er vigtigt for hendes særlige patientgruppe, der for eksempel omfatter terminalt syge.

”Noget, der betyder vældig meget for vores patienter, er at vi styrker dem i deres sanser, fordi det er noget af det sidste, der forsvinder. Så jeg beskrev for eksempel, hvordan man skal kunne se blomsterne i øjenhøjde, at blomsten skal have en stærk duft, og andre gange en svag duft, hvis man har kvalme. Fuglekvidren er også vigtig, fordi høresansen er den sidste sans, man taber, ” siger Birgit Villadsen.

Hun tllføjer, at det en sjældent gang er hændt at en patient har lukket sine øjne for sidste gang i haven.

Revitalisereret omkring 2021

Vinderprojektet skal nu bearbejdes med input fra medarbejderne. Omkring 2021 vil patienter, pårørende, medarbejdere og andre besøgende til hospitalet kunne nyde de revitaliserede, helende haver på Bispebjerg Hospital.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor