Film: Her skal landets største anlæg til energilagring bo

​Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg opfører Danmarks største anlæg til energilagring i undergrunden. Den 8. februar var der rejsegilde på teknikbygningen, der skal huse anlægget.

En 530 kvadratmeter stor teknikbygning er under opførelse på Bispebjerg Hospital og bliver hjem for hospitalets nye store energilagringsanlæg (ATES) og nødstrømsanlæg. Energilagringsanlægget skal i fremtiden gøre hospitalet selvforsynende med køl til ventilation, scannere, frysere med mere og vil samtidig dække halvdelen af varmebehovet.

”Dette er et vigtigt skridt på vej til Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Teknikbygningen bliver hospitalets nye ”maskinrum” og bygges oven på den gamle fyrkælder, som leverede damp til at drive hospitalet. Nu er der slukket for dampen, og vi går over til mere miljøvenlige og moderne forsyninger. Vi har konverteret til fjernvarme, og snart står vores nye teknikbygning klar til at levere køl og varme og nødstrøm til hospitalet,” sagde Carsten Nyboe, entreprisechef hos Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, til rejsegildet den 8. februar.

50.000 liter vand i timen

Sideløbende med, at teknikbygningen gøres færdig, bores der i alt 12 huller forskellige steder på hospitalets område for at nå ned til grundvandet. Når energilagringsanlægget er færdigt, vil der blive pumpet i gennemsnit 50.000 liter vand op i timen fra halvdelen, som efter passage gennem energipladevekslere bliver ledt ind i bygningerne og brugt til at køle apparater og rum ned med. Når vandet er ”brugt” og varmet op, ledes det tilbage i jorden, via de sidste seks huller. Om vinteren hentes vandet op igen og bruges til at varme hospitalet op med via opstillede varmepumper.

Anlæggets varmepumper og fjernvarmevekslere får hjemme i den kommende teknikbygning, som forventes at stå færdig i foråret 2018. Selve energilagringsanlægget forventes at være klart til brug i starten af 2019.

Redaktør