Vil du teste hospitalets mad og sengestuer?

​Borgerrådet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital skal i den kommende tid blandt andet teste fremtidens patientmad sammen med ernæringseksperten Christian Bitz. Lige nu søger rådet nye medlemmer.
Ernæringsekspert Christian Bitz samarbejder med hospitalskøkkenet om et nyt madkoncept

​I den kommende tid skal Borgerrådet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital blandt andet teste det nye madkoncept, som hospitalets køkken er ved at udvikle i samarbejde med blandt andre ernæringseksperten Christian Bitz. Foto: Emil Monty Freddie.

​32-årige Ida Holm Berner har været medlem af Borgerrådet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, siden det blev oprettet for cirka to år siden. I de to år har hun blandt andet givet arkitekter, kokke og landskabsarkitekter input til at forbedre udearealerne, hospitalsmaden og fremtidens sengestue.

”Jeg tror på, at jeg gør en forskel for mig selv og for mine medborgere ved at være med i Borgerrådet. Mit håb er, at jeg kan være med til at øge livskvaliteten for de patienter, der indlægges på hospitalet,” siger hun.

Nye synsvinkler søges

Lige nu søger Borgerrådet nye medlemmer, som sammen med blandt andre Ida Holm Berner har lyst til at bidrage med nye perspektiver på det eksisterende hospital og byggeriet af det nye.

”Man behøver hverken at vide noget om byggeri, arkitektur eller sundhedspleje for at være med,” siger Hilde Schroll Jespersen, som er projektleder for brugerinddragelse hos Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.


Hilde Schroll Jespersen er projektleder for brugerinddragelse hos Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg og tovholder på Borgerrådet. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.

”Vi søger ikke eksperter i Borgerrådet, men medlemmer, som kan give os nye synsvinkler på de projekter, vi arbejder med til daglig,” siger hun og opfordrer alle uanset uddannelse, alder, køn mv. til at søge om optagelse i rådet.

Ny mad og sengestue skal testes

I den kommende tid skal Borgerrådet blandt andet teste det nye madkoncept, som hospitalets køkken er ved at udvikle i samarbejde med blandt andre ernæringseksperten Christian Bitz, som vil være til stede på rådets kommende møde den 7. juni.

Rådets medlemmer får også lov til at besøge live-modellen af fremtidens sengestue og give deres input til eventuelle forbedringer, inden byggeriet af det nye Akuthus på Bispebjerg går i gang i 2018.


Lige nu søger Borgerrådet nye medlemmer, der har lyst til at bidrage med nye perspektiver på det eksisterende hospital og byggeriet af det nye. Foto: Louise Voss Bendixen

”Jeg er ikke patient endnu, men det bliver jeg nok på et tidspunkt i mit liv. Derfor er det rigtig fedt at blive hørt og bidrage til, at både patienter, pårørende og sundhedspersonale får de bedste betingelser på det nye hospital,” siger Ida Holm Berner om at være medlem af Borgerrådet.

”Derudover er det spændende at få lov til at være sammen med en masse forskellige mennesker, som jeg ellers ikke ville møde. Og så er det overkommeligt at deltage,” siger hun med henblik på familielivet, der også skal passes, og den ph.d., hun er i gang med at skrive.

Invitation til særlige arrangementer

Borgerrådet på Bispebjerg Hospital har plads til 25 borgere, der mødes tre-fire gange om året for at bidrage med erfaringer og holdninger inden for udvalgte områder.

Udover chancen for at komme tæt på og præge det eksisterende hospital og byggeriet af det nye får de 25 rådsmedlemmer mulighed for at deltage i særlige arrangementer som for eksempel rundvisninger på hospitalet og besøg på byggepladserne.


Redaktør