Se det nye Akuthus på Bispebjerg

Naboer til Bispebjerg Hospital kan på et informationsmøde få præsenteret det kommende Akuthus, som netop er blevet valgt. Akuthuset er det egentlige hospital i det store byggeprojekt på Bispebjerg. Projektet bliver desuden udstillet i foyeren i bygning 7 på Bispebjerg Hospital i oktober måned, hvor alle er velkomne til at kigge forbi.

​Nu kan du se, hvordan fremtidens fantastiske hospital på Bispebjerg ser ud.  Et konsortium af KHR arkitekter, WHR Architects og Arup Denmark har vundet arkitektkonkurrencen om Akuthuset på Nyt Hospital Bispebjerg efter næsten to års konkurrence.

Vinderprojektet og de to forslag, der ikke blev valgt, bliver udstillet på Bispebjerg Hospital i foyeren til bygning 7 fra 28. september til 30. oktober 2015. Herefter flytter udstillingen til Frederiksberg Hospital.

​Ved kåringen af vinderprojektet blev plancherne studeret indgående. Alle kan nu se dem i foyeren ved indgang 7A. Foto: Byggeriets Billedbank.

Kom til infomøde

Naboer og andre interesserede kan få en grundig introduktion til vinderprojektet på et infomøde:

Mandag den 26. oktober kl. 19.00-20.30 på Bispebjerg Hospital, indgang 20B.

Vinderprojektet består af seks længebygninger med en sammenhængende base, som fortsætter det fredede Bispebjerg Hospitals struktur af enkeltstående bygninger op mod Tuborgvej. Facaderne har klare referencer til de fine murstensbyggerier i Nordvest-kvarteret og er i gule teglsten med et mønster af røde mursten, som bliver lysere mod toppen af bygningerne. Men det helt unikke ved projektet er de indvendige funktionaliteter, som man vil høre mere om på mødet.

”Alle kan kigge forbi foyeren i bygning 7, men vil man have mere information, opfordrer jeg til at komme til vores informationsmøde. Vi glæder os til endelig at kunne blive mere konkrete om, hvordan hospitalet bliver i fremtiden, siger projektleder for kommunikation Karen Grønkjær Kjeldsen fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

På informationsmødet får deltagerne mulighed for at se tegninger af Akuthuset og høre om den videre planlægning, indtil byggeriet går i gang i 2018. Desuden vil der være mulighed for at stille spørgsmål om stort og småt til både projektledere og vicedirektøren, der er overordnet ansvarlig for byggeprojektet.

Redaktør