Når der skal sættes pullerter op ved selve hovedporten til Bispebjerg Hospital, bliver der gjort meget ud af at vælge en model, der passer til det fredede hospital.
- Vi havde egentlig valgt en pullert fra England, som så elegant ud på billederne. Men ved en prøveopstilling blev det vurderet, at den alligevel ikke passede rigtigt i de historiske omgivelser, fortæller Jesper Bladt Jørgensen fra FM-enheden på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Derfor er nu bestilt en såkaldt Bowler Pullert. Det er en dansk model, som bruges flere steder i København. Den bliver malet mørkegrøn, så den matcher københavnerbænkene uden for porten.
- De nye pullerter er mere diskrete i udtrykket, og jeg er sikker på, at de passer bedre i stilen, siger Jesper Bladt Jørgensen.
