Der bliver kamp om p-pladserne den 13. maj

​​Den relativt nye Parkering Sydvest skal have lagt ny asfalt. Det betyder, at både p-pladsen på de forhenværende tennisbaner og p-pladsen ved siden af Børnehuset Bakketoppen bliver lukket hele dagen den 13. maj.​

​Der skal lægges ny asfalt på indkørslen til alle parkeringspladserne syd for bygning 10. Pladserne lukkes derfor om aftenen den 12. maj og åbner igen den 14. maj.

Der skal lægges den sidste asfalt-finish på indkørslen til den nye Parkering Sydvest den 13. maj 2015. Foto: Byggeriets Billedbank.​

”Der er tale om en finere asfalt, som lægges oven på den eksisterende asfalt. Årsagen til, at vi først lægger dette slidlag nu, er dels, at asfalt bør lægges i den varmere del af året, og dels at den eksisterende asfalt har haft tid til at sætte sig en periode med kørende trafik. Sådan opnår man det bedste endelige resultat,” forklarer projektleder Rasmus Seidelin Dam fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Både den nye parkeringsplads på de forhenværende tennisbaner og parkeringspladsen syd for den nye overfladeparkering, ved siden af Børnehuset Bakketoppen, vil være lukket den 13. maj. Det skyldes, at entreprenøren skal have plads til materialer og maskiner, og at der skal arbejdes ved indkørslen til begge pladser.

”Vi beklager på forhånd, at der bliver endnu mere rift om hospitalets parkeringspladser denne dag, og vi håber, at alle, der har mulighed for det, vil lade bilen blive hjemme,” siger Rasmus Seidelin Dam.

Redaktør