Parkér med stil på Bispebjerg Hospital

På arealet, hvor de gamle tennisbaner lå, er der nu åbnet op for knap 100 nye parkeringspladser for patienter, pårørende og ansatte på Bispebjerg Hospital. Parkering Sydvest skal afhjælpe parkeringsproblemerne på hospitalet og er stilfuldt anlagt med stor respekt for de fredede nabobygninger.
Med åbningen af den nye Parkering Sydvest er det blevet nemmere at parkere med stil på Bispebjerg Hospital. 97 nye parkeringspladser er blevet etableret henover efteråret, og der er lagt en del kræfter i, at det skal være mere end bare en parkeringsplads.


Den nye p-plads har klinker i sildebensmønster, der skal matche murerhåndværket i de omkringliggende bygninger. Foto: Louise Bendixen.

”Det har været vigtigt os at respektere og matche de omkringliggende fredede bygninger. Derfor er der lagt mørke klinker i et flot sildebensmønster i kørebanerne, som passer til det smukke murerhåndværk, der findes på Martin Nyrops gamle hospitalsbygninger. Parkeringsbåsene er belagt med slotsgrus, og de nye pladser er omkranset af bøgehække, som med tiden vil vokse sig højere og
skærme af for de parkerede biler,” fortæller projektleder Rasmus Seidelin Dam fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Lamperne på den nye parkeringsplads hedder Sombrero. De er valgt efter, at de skal tage hensyn til naboerne, da de kun lyser nedad for ikke at genere de omkringboende med for meget lys om aftenen.

Mere parkering på vej

I hospitalets nordvestlige hjørne mod Tuborgvej skal der bygges et stort nyt parkeringshus med plads til omkring 600 biler. Arbejdet begynder i december og varer ca. et år frem. De parkeringspladser, der er blevet nedlagt i det hjørne, er nu genetableret med den nye parkering Sydvest samt med to midlertidige p-pladser tæt på indgang 60. På den måde bliver der forebygget, at der kommer til at mangle pladser i byggeperioden.
Redaktør