Nyt overblik over byggeriet

Nu kan du her på hjemmesiden få overblik over de enkelte delprojekter såsom parkeringshus, psykiatri og renovering. Du kan også printe en plakaten, der viser, hvad der skal bygges og hvornår i projektet Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.
Hvor skal parkeringshuset ligge? Hvornår renoveres pavillonerne? Og hvornår forventes Akuthuset at stå færdigt? Få svaret byggeprojektets overbliksplakat. Plakaten kan printes og hænges op i opgangen, eller hvor det ellers kunne være relevant. Det er også muligt at få trykte eksemplarer udleveret ved henvendelse i indgang 20A på Bispebjerg Hospital.

Dyk ned i delprojekter

Vil du dykke ned i de enkelte delprojekter, kan du nu på projektets hjemmeside ​klikke dig ind på de enkelte delprojekter og se blandt andet, hvilke rådgivere der er valgt, hvad budgettet er og hvor mange kvadratmeter, der skal bygges. Oplysningerne vil løbende blive udbygget, ligesom der kommer billeder på de enkelte projekter, efterhånden som planerne skrider fremad.

Bedre overblik

"Et bedre overblik over byggeriets planer bliver efterspurgt både i vores årlige Stemningsbarometermåling, og når vi ellers er i kontakt med personale og naboer. Vi gør os umage med at give så præcise oplysninger som muligt, men i så stort et projekt vil der altid ske justeringer," siger projektleder for kommunikation Karen Grønkjær Kjeldsen fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg og tilføjer:

"Med de nye sider på hjemmesiden får man mulighed for meget bedre at forstå projektet. Vi har også samlet tidligere nyheder om de enkelte projekter, så man kan følge historien om tilblivelsen af de enkelte byggerier."
Redaktør