Ny entreprisechef: ”Det er et vilkår, at vi skal tage hensyn til brugerne”

Carsten Nyboe er nyansat entreprisechef på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg og skal sikre den fysiske udførelse af byggeprojektet til 4 mia. kr. Han har tidligere bygget både tempel, hotel og hospitaler og mener, at hensynet til naboer og medarbejdere på hospitalet er et grundvilkår.
"Jeg har tidligere stået for at ombygge et rådhus, parallelt med at 800 mennesker arbejdede i det. Det lærte mig, at hvis man involverer brugerne, viser der sig mange muligheder. Hvis man har været i dialog med brugerne om, hvordan arbejdet er planlagt, har alle parter en større forståelse for hinandens behov," fortæller Carsten Nyboe, der er nyansat entreprisechef på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Det nærværende hospital

Som entreprisechef får han ansvaret for at sikre den fysiske nedrivning, renovering og nybygning af de kommende projekter i Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg samt at tidsplaner, pris og kvalitet overholdes.



"Det er en stor, stor opgave både målt i tid, ressourcer, areal og økonomi. Og jeg glæder mig som et lille barn til jul. At bygge et superhospital midt i København til glæde for borgerne er en fantastisk udfordring," siger han og tilføjer:

"Jeg kommer fra byggeriet af Det nye Rigshospital, og Rigshospitalet er på mange måder Danmarks førende hospital. Jeg forestiller mig, at Bispebjerg Hospital kan kalde sig det mest nærværende. Jeg har nemlig indtryk af, at der i stor stil bliver taget udgangspunkt i brugerne."

Produktet er mennesker

Carsten Nyboe er 47 år og har siden 1995 varetaget opgaver inden for byggeri som udførende, som rådgiver og som bygherre. CV’et tæller blandt andet Danmarks første mormontempel, et femstjernet hotel i Københavns Lufthavn, ombygning af Ballerup Rådhus samt nybyggeri på både Glostrup Hospital og Rigshospitalet.

"En vigtig læring, jeg har taget med mig, er, at hospitaler er produktionsvirksomheder, hvor produktet er mennesker, ikke papkasser. Derfor er der nogle særlige forhold, som skal overholdes. Vi kan ikke bare komme og larme fra en ende af, men hvis vi laver nogle aftaler med brugerne, som vi overholder, er det langt nemmere at gennemføre de nødvendige opgaver."

"Det er et vilkår, at vi skal tage hensyn til brugerne. Det kan godt være, at byggeriet planlægges en smule anderledes, men så må vi vurdere ulempen ved eventuel længere varighed op imod generne ved at skynde sig," konstaterer han.​

Mangfoldighed udfordrer

Noget af det, Carsten Nyboe glæder sig til, er at komme ind i byggeorganisationen, som i øjeblikket består af ca. 30 medarbejdere med vidt forskellige baggrunde:

"Der er en spændende diversitet i projektgruppen. Hvis alle kollegerne er byggefolk, kan man hurtigt blive enige om, hvordan tingene skal gøres. Med mangfoldige fagligheder har vi bedre mulighed for at udfordre hinanden og opnå bedre resultater."

Med i bagagen har han også en fortid med curling på eliteplan. Det, mener han, har givet ham en beslutningskraft, som bliver vigtig i byggeprojektet:

"Ens sanser bliver skærpet af elitesport, og man lærer, at de gode valg kan være hårde at træffe. Man opnår ikke de bedste resultater af de hurtige, nemme løsninger. I et projekt hvor vi skal bygge over så mange år og tæt på så mange mennesker, er det væsentligt at have den beslutningskraft."
Redaktør