Nu stikker vi spaden i jorden til det nye Bispebjerg

Naboer og andre interesserede er velkomne, når Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen tager første spadestik til Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg fredag den 21. november kl. 11-12. En 0. klasse fra Lundehusskolen vil følge projektet de kommende 10 år og være med til at grave det i gang.

Når Regionsrådsformanden den 21. november får Bispebjergs jord under støvlerne, markerer det starten på 10 års byggeri af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Alle er velkomne til at kigge forbi festteltet, som bliver placeret på 5. Tværvej bag Akutmodtagelsen.

Mere end mursten

Arrangementet er et samlet første spadestik for alle delprojekterne i byggeriet, både Akuthus, Ny Psykiatri, Parkeringshus, Laboratorie- og Logistikbygning og renovering af eksisterende bygninger.

- Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg handler i den grad om mere end mursten. Det er et ambitiøst projekt, der bygger et stort, moderne hospital midt i byen, skaber ideelle rammer for psykiatrien og samtidig bevarer og viderefører den historiske, humanistiske arv, siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler og tilføjer:

- Med projektet udvikler og fremtidssikrer vi hospital og psykiatri ud fra behovet hos patienter og personale. Det nye hospital og psykiatri vil have enestuer, og moderne rammer skal sikre, at den enkelte patient er i centrum.


Claes Brylle Hallqvist. Foto: Byggeriets Billedbank.

Skolebørn følger byggeriet

Som et symbol på det 10-årige byggeri har byggeprojektet fået en venskabsklasse: en 0. klasse fra Lundehusskolen, som vil følge byggeriet gennem hele sin skoletid.

- Det er da lidt sjovt at tænke på, at det tager lige så lang tid at bygge vores nye hospital og psykiatri, som det tager at gå igennem folkeskolen. Skoleeleverne vil få et spændende indblik i hospitals- og byggeverdenen, og vi får nogle små ambassadører i lokalsamfundet, konstaterer vicedirektøren.

Spadestikket vil også blive fulgt tæt på de sociale medier, idet deltagerne i arrangementet vil blive opfordret til at lægge deres eget spadestik på Instagram og Facebook med hashtagget #nytbispebjerg.

Redaktør