Stor interesse for byggeriet på Bispebjerg

Der var stuvende fuldt i uddannelsescenteret på Bispebjerg Hospital, da byggeorganisationen holdt informationsmøde om de kommende udbud på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Rådgiverne var mødt talstærkt op for at høre om de kommende opgaver i byggeriet. (foto: Louise Bendixen) 

150 mødte op

Interessen for at være med til at bygge det nye hospital og psykiatri er stor. Det måtte byggeorganisationen sande, da de d. 29. januar holdt informationsmøde for potentielle rådgivere og entreprenører til projektet. Der var fyldt til sidste stol i uddannelsescenteret, hvor omkring 150 repræsentanter fra mange forskellige firmaer var mødt op for at få indblik i de kommende opgaver i det nye byggeri.

Et vigtigt projekt


Byggechef Vagn Risby Mortensen
Det flotte fremmøde glæder byggechef Vagn Risby Mortensen, som holdt oplæg om de forskellige udbud af byggeriet:

- Den store interesse vidner om, at det er et vigtigt projekt, som hele byggebranchen holder øje med. Vi er glade for at kunne fortælle om visionerne og de konkrete planer for byggeriet, og vi håber at sådan et møde er med til at kvalificere de ansøgninger, vi modtager fremadrettet.


Opgaver på vej

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg bliver udbudt og gennemført som en række forskellige delopgaver med hver sin projektorganisation. I øjeblikket er byggeorganisationen i gang med at vælge bygherrerådgivere på delprojekterne, og i løbet af 2013 vil projektkonkurrencer for de konkrete byggeopgaver blive udskrevet.

Læs mere om de aktuelle udbud.

Redaktør