Stærkt konsortium valgt til laboratorie- og logistikbygning

Den nye totalrådgiver skal både designe, projektere og styre byggeriet af den kommende laboratorie- og logistikbygning på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Hvis et tog skal kunne suse af sted, skal skinnenettet være i orden. Logistikken er skinnerne for et effektivt hospital, og bygningen et fundament for fremtidens hospital og psykiatri.

Et konsortium bestående af Mikkelsen Arkitekter, WHR Architects og Arup er valgt som totalrådgiver på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjergs kommende laboratorie- og logistikbygning. Bygningen bliver essentiel for driften af fremtidens hospital og psykiatri og skal blandt andet rumme logistik- og lagerfaciliteter, forskning og laboratorier.

"Vi har et hospital, som kører fint i dag, men med det nye byggeri har vi chancen for at tænke helt nye tanker om, hvordan vi bedst understøtter alle de opgaver, som man ofte ikke tænker over, fordi de bare skal fungere, såsom vareflow, blodprøver, affaldshåndtering mm.," siger projektleder Rasmus Seidelin Dam fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Projektleder Rasmus Seidelin Dam glæder sig til at spille bold med en stærk totalrådgiver på den nye laboratorie- og logistikbygning. Foto: Byggeriets Billedbank.

Begrænser tung trafik

Den nye bygning kommer til at ligge i det nordvestlige hjørne af hospitalsområdet sammen med et parkeringshus. Dermed bliver det let for biler med vareleverancer at komme ind til bygningen næsten direkte fra Tuborgvej, så den tunge trafik på hospitalsområdet begrænses. Der planlægges desuden et nyt lyskryds på Tuborgvej/Vestre Længdevej.

"Laboratorie- og logistikbygningen bliver centralnervesystemet for det nye hospital og psykiatri. Her ankommer vareleverancer og fordeles rundt til afdelingerne. Her modtages og analyseres blodprøver. Og her samler vi forskning og ny viden med intentionen at skabe synergi for forskerne," siger Rasmus Seidelin Dam.

Bygningen formes

I spidsen af rådgiverkonsortiet står direktør Stig Mikkelsen fra Mikkelsen arkitekter. Han synes, at selve funktionen i, at man bygger en laboratorie- og logistikbygning er spændende:

"Det er specielt, at man laver en særlig bygning til logistikken for at gøre den effektiv og dynamisk. Bygningen er første skridt i den nye infrastruktur i fremtidens hospital," siger han.

Selve byggeprocessen forventes at vare fra oktober 2014 til april 2016. Dermed er det den første af de kommende bygninger efter parkeringshuset, der står klar. Frem til byggestart vil der bl.a. foregå brugerprocesser, dimensionering og design af den nye bygning.

"Totalrådgiveren skal designe og detailplanlægge bygningen på 12-14.000 kvadratmeter. En del af opgaven er at optimere kvadratmetrene og finde synergieffekter, eksempelvis når vi samler forskningsfaciliteter for store dele af hospitalet og psykiatrien på ét sted. Derfor kender vi ikke det endelige omfang af bygningen," forklarer Rasmus Seidelin Dam.

Stærke kompetencer

Konsortiet er meget bevidst om, at det er en udfordrende opgave, det står overfor. Blandt andet fordi det nordvestlige hjørne af hospitalsområdet bliver meget kompakt.

"Det er et spændende hjørne, som er tæt på boliger og på trafikken omkring hospitalet. Samtidig skal vi koordinere med byggeriet af p-huset lige ved siden af og tage hensyn til den fredede bygning mod syd," siger Stig Mikkelsen.

​Konsortiet er valgt, fordi det havde det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Men det er samtidig et stærkt hold med tunge kompetencer og internationalt perspektiv. De tre virksomheder i konsortiet er funderet i henholdsvis Danmark, USA og Storbritannien. 

"Vi ser frem til at tage fat på den særlige udfordring at skabe en ny, arkitektonisk og funktionel helhed, som både skal forholde sig til områdets særlige kulturarv, den omkringliggende boligbebyggelse og samtidig skabe sammenhæng i det fremtidige hospital og psykiatri på Bispebjerg," siger Stig Mikkelsen.

Redaktør