Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg indbyder til dialogcafé

Byggeprojektet på Bispebjerg Hospital inviterer naboerne til at komme forbi til en kop kaffe og få mulighed for at lufte bekymringer eller idéer. Dialogcaféer ligger fast første mandag i lige måneder.
Er du nabo til Bispebjerg Hospital, og gør du dig af og til tanker om det kommende byggeri? Så får du nu et forum, hvor du frit kan komme og lufte dine tanker: Hver anden måned holder Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg åbne dialogcaféer. Vi har kaffe på kanden og er klar til at lytte og svare på spørgsmål.

Nogle gange vil der være et særligt tema. Det kan være for eksempel være, når vi har en vinder, der præsenterer, hvordan området mellem det nye p-hus og Charlotte Muncks Vej skal indrettes. Eller det kan være, hvis der skal være åbent hus på området, og vi gerne vil have input til, hvad der kunne være spændende. Men oftest vil dialogcaféerne bare være en åben mulighed for dialog.

"I princippet er vores dør, telefon og mail jo altid åben for henvendelser, men vi tænker, at vores naboer måske i højere grad vil benytte sig af det, hvis de ved, at vi sidder klar på et bestemt tidspunkt," siger projektleder for brugerinddragelse Hilde Schroll Jespersen.

Projektleder for brugerinddragelse Hilde Schroll Jespersen. Foto: Byggeriets Billedbank.

Når byggeriet går i gang i 2014 vil vi øge hyppigheden af dialogcaféerne, hvis det viser sig, at der er et behov for det.
Redaktør