Navnet er Byg, Doktor Byg

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjergs maskot har fået navnet Doktor Byg. Han er nemlig så dygtig, at han har en doktorgrad i byggeri. Tak til de mange, der har foreslået gode, sjove og fantasifulde navne til maskotten.
Mød Doktor Byg. En glad, ihærdig og dygtig byggemand på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Han ledsager budskaberne på skilte og opslag, så du kan se, at det handler om byggeri. Se ham for eksempel i aktion på de aktuelle skilte om nedrivning af bygning 40.


Maskotten kan optræde i forskellige situationer. Illustration: Triagonal.

- Navnet Doktor Byg er valgt, fordi det forener hospital og byggeri. Man kan indvende, at vores maskot ikke er læge, men man kan jo have en doktorgrad i mange ting. Og han er altså så dygtig, at han har en doktorgrad i byggeri, fortæller projektleder for kommunikation Karen Grønkjær Kjeldsen fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Valgt ved afstemning

Byggeorganisationen har modtaget 65 navneforslag. Med i opløbet var bl.a. Byggemand Bisp og Hospitalsbygger Holger. Den endelige beslutning er blevet truffet ved en demokratisk afstemning i byggeorganisationen.

Vindernavnet er foreslået af klinisk oversygeplejerske Eva Thomas fra Akutmodtagelsen/ Medicinsk Modtageafsnit, der har fundet navneforslaget på et familieråd. Familien repræsenterer både personale, naboer, børn og voksne. Der er et gavekort til biografbilletter, popcorn og sodavand på vej til Eva Thomas.
Redaktør