Begejstrede borgere på Bispebjerg

Selvom man har boet tæt på Bispebjerg Hospital i mange år, kan områdets detaljerige arkitektur og eksotiske træer stadig forbløffe. Det konstaterede 65 interesserede borgere, der tog på rundvisning den 29. april.
- Med fremtidens hospital og psykiatri vil vi gerne invitere byens borgere ind på området, så det i endnu højere grad bliver et aktiv for bydelen, fortæller regionsrådsmedlem Lars Gaardhøj (A), der er formand for den politiske følgegruppe for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.


Regionsrådsmedlem Lars Gaardhøj har sammen med byggeprojektet inviteret borgere til Bispebjerg.

Denne mandag eftermiddag sidst i april, har byggeorganisationen taget forskud på fremtidens glæder og inviteret borgere til en rundvisning på det smukke hospitalsområde. Ca. 65 nysgerrige naboer til hospitalet og andre interesserede københavnere har taget imod invitationen.
 

"Her under kirsebærtræerne er mit yndlingssted på Bispebjerg," fortæller projektleder Hilde Jespersen.

Lærer af fortiden

Før turen ud på området fortæller Lars Gaardhøj om de politiske visioner bag, og vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler giver en status på projektet, der strækker sig frem til 2025.


- Bispebjerg Hospital blev bygget for 100 år siden som et pavillon-hospital for at begrænse smitten ved hjælp af afstand mellem bygningerne. Det kan så undre, at man indlagde patienterne på 16-sengs-stuer, siger Claes Brylle Hallqvist til en forsamlingen, der ikke kan lade være at trække på smilebåndene.


Vicedirektør Claes Brylle Hallqvist viser, hvor der om få år blot vil være et stort hul i jorden.

Han forsikrer om, at det nye hospital vil have en-sengs-stuer, og i øvrigt løbende under byggeriet vil blive tilpasset den nye teknologi.

- Når man bygger et nyt hospital på bar mark som i Hillerød, tager det kun ca. fire år, at bygge et nyt hospital. Her på Bispebjerg er vi nødt til at bygge i etaper, fordi vi bygger på et fungerende hospital. Vi larmer og generer i længere tid, men til gengæld kan vi tage hospitalet i brug løbende og lære af vores erfaringer undervejs.

Rundt om Bispebjerg

På rundturen møder borgerne bl.a. projektleder for brugerinvolvering Hilde Schroll Jespersen, der står i hospitalets park og fortæller om fredede træer og yndlingssteder. Overlæge og arkitekt Peter Gulstad Skanning tager borgerne helt tæt på håndsorterede mursten og fine kobber-detaljer. Og Claes Brylle Hallqvist viser, hvor der om få år blot vil være et stort hul, for her, i den nordlige del af området, starter byggeriet.


Overlæge og arkitekt Peter Skanning udpeger smukke bygningsdetaljer.

Kulden bider lidt denne forårsdag, så det er nogle kolde, men glade hospitals-vandrere, der vender retur til hospitalets auditorium efter rundturen:

- Jeg bor i Nordvest og mange fra min familie har været indlagt her. Alligevel er jeg helt overvældet. Jeg er vildt imponeret over Nyrops præstation for 100 år siden, og det er spændende, hvad der bliver gjort for at videreføre hans tanker. Det tegner godt for fremtiden. Jeg er overrasket over den skønne park og glæder mig til at komme igen på egen hånd, når det hele er sprunget ud, siger Anne-Marie Langhorn

Alle fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen.

Redaktør