Byggeprojektet inviterer naboer til dialog

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg afholder to fokusgruppeinterviews med naboer til Bispebjerg Hospital. Formålet er dels at afklare, hvad naboerne har hørt om projektet indtil nu, og dels at finde ud af, hvordan naboerne foretrækker at få informationer, når byggeriet går i gang.
Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg skal først stå færdigt i 2025. Selve byggeriet begynder i 2014, men allerede nu vil byggeprojektet gerne etablere en god dialog med naboerne til hospitalet. Derfor afholdes to fokusgruppe-interviews af 2½ times varighed tirsdag den 29. november kl. 19-21.30 og mandag den 5. december kl. 15-17.30.


Byggeprojektet har besøgt nogle af hospitalets naboer på beboermøder (foto: Karen Grønkjær).

Afdækker viden og informationsønsker

Fokusgrupperne skal afdække, hvad naboerne ved om byggeprojektet, hvordan de føler sig informeret indtil videre og vigtigst af alt: Hvordan projektet bedst får en god dialog med naboerne, når byggeriet går i gang.

Byggeprojektet har ikke været i så intensiv dialog med naboerne endnu, men har dog været på besøg hos en del beboerforeninger og institutioner omkring hospitalet. Der har også været lidt omtale i medierne, og nogle naboer har deltaget i innovationsgrupper.

Basis for god dialog under byggeriet

- Vi er derfor meget interesserede i, hvilken opfattelse naboerne har fået af projektet indtil videre. Om nogen føler sig forbigået, og om der er opstået myter om byggeriet, forklarer kommunikationskonsulent Karen Grønkjær Kjeldsen fra Bispebjerg Projektet og tilføjer:

- Det vil også gøre kommunikationen lettere, når vi begynder at larme, støve og rode, at vi har etableret gode kanaler for dialog med vores naboer. Derfor glæder vi os til at høre, hvordan de gerne vil have informationer om byggeriet.

Det vil være chefrådgiver Søs Hansen fra 2+1 Idébureau, som styrer fokusgrupperne, og alle udtalelser vil være anonyme. Før og efter fokusgruppemøderne vil der være mulighed for at stille spørgsmål om projektet.
Redaktør