Arkitekter inspireret af Bispebjerg

Fredag den 25. november var en øjenåbner for de 45 arkitekter, som besøgte Bispebjerg Hospital for at få informationer og se området forud for, at de skal give deres bud på en helhedsplan for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. ”Kimen til mange af fremtidens løsninger ligger i det oprindelige hospital,” mener arkitekt Jens Bertelsen.
- De gamle bygninger er fantastisk inspirerende. Kimen til mange af fremtidens løsninger ligger i det oprindelige hospital, fx tunnelsystemet og den tætte sammenhæng mellem bygninger og haveanlæg, siger arkitekt Jens Bertelsen fra Bertelsen & Scheving Arkitekter.


45 arkitekter blev vist rundt på Bispebjerg Hospital (foto: Rasmus Seidelin Dam).

Smukt håndværk

Sammen med 44 andre arkitekter, der er udvalgt til at deltage i helhedsplankonkurrencen, besøgte han fredag den 25. november Bispebjerg Hospital for at få informationer om konkurrencen og for at se hospitalsområdet.

- Det gamle hospital er meget smukt håndværk, så vi kan ikke bare lægge en betonklods ved siden af. Det er nok ikke muligt i dag at præstere samme grad af håndværk, men vi kan arbejde for, at det bliver samme håndværksmæssige kvalitet, fortsætter Jens Bertelsen, der som arkitekt er specialiseret i fredede bygninger og landskaber.

Inspiration fra udlandet

Netop respekten for det gamle Bispebjerg Hospital var en vigtig del af formålet med at holde orienteringsmødet for arkitekterne. Derfor var de ude på en rundtur på ca. en time med overlæge Peter Skanning fra Giftlinjen, der også har en arkitektuddannelse i bagagen.

- Det var som en tur jorden rundt med den inspiration, som Martin Nyrop har hentet i udlandet, og det er jo det samme, I gør nu. Hospitalet har en unik historie, og vi glæder os til at føje en ny æra til, siger arkitekt Bas Römgens fra VenhoevenCS architecture+urbanism i Amsterdam.

En træ-åbenbaring

I byggeorganisationen er der også tilfredshed med mødet. Det generelle indtryk er, at arkitekterne synes, det er et spændende projekt og roser konkurrencematerialet.

- Der gik vist et lys op for arkitekterne, da Peter Skanning på rundturen fortalte, at sortbirk vokser her og på Kamtjatka halvøen og i sjældenhed kun overgås af gulbirken, som også står i parken her. Jeg hørte i hvert fald nogen hviske, at så er det nok ikke lige dér, de skal lægge indkørslen, som de ellers havde tænkt, fortæller vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg Hospital.

De otte hold i helhedsplankonkurrencen afleverer deres bud den 17. januar 2012. Herefter udvælges et-tre forslag, som der arbejdes videre med frem til juni, hvor den endelige vinder vælges. Vinderen skal efterfølgende udvikle en lokalplan for området sammen med Københavns Kommune.
Redaktør