2,95 mia. kr. til Bispebjerg Projektet

Regeringen har efter anbefaling fra Ekspertpanelet besluttet at investere 2,95 mia. kr. i at om- og nybygge hospitalet på Bispebjerg Bakke.

Regeringen har valgt at følge anbefalingerne fra Ekspertpanelet og give Bispebjerg Hospital 2.95 mia. kr. Beslutningen er truffet allerede nu, selvom det var meldt ud, at regeringen først i starten af 2011 ville beslutte hvilke hospitaler, der får penge fra Kvalitetsfonden.

Direktionen på Bispebjerg Hospital er meget glad for bevillingen og anerkendelsen af, at vi står over for en vigtig opgave med at skabe et fremtidssikret storbyhospital på Bispebjerg Bakke. 2,95 milliarder kr. er mindre end det ansøgte, men giver os fortsat mulighed for at skabe gode rammer for patienter og personale i fremtiden.

Ekspertpanelet vurderer, at realiseringen af den nye somatiske struktur bør prioriteres, mens den psykiatriske del af projektet bør baseres på en regional prioritering inden for de almindelige anlægsrammer.

Vi kigger nu projektet efter i sømmene i forhold til det nye økonomiske billede og vil blandt andet fokusere på, hvordan vi sikrer en endnu mere effektiv udnyttelse af vores arealer.

Redaktør