Papaver

Beskrivelse
Alle valmuearter indeholder alkaloider. Mængde og sammensætning varierer. De vildtvoksende danske arter anses for ufarlige, måske med undtagelse af Korn-Valmue Papaver rhoeas. De dyrkede arter Kæmpe Valmue Papaver orientale, Sibirisk Valmue Papaver nudicaule m.fl., indeholder alkaloider, som muligvis kan indebære forgiftningsrisiko. I opiumvalmuens plantedele, dog ikke i frøene, findes mælkesaft, som indeholder opiumalkaloider. Modne valmuefrø er ufarlige. Alvorlige forgiftninger er set ved medicinsk anvendelse, og når plantens virkning afprøves. Indtagelse af planten ved uheld medfører sjældent forgiftninger.
Symptomer
Opkastning. I alvorlige tilfælde små pupiller, åndedrætspåvirkning, og bevidsthedssløring, evt. bevidstløshed.
Forholdsregler
Giv væske. Kontakt Giftlinjen 82121212, hvis større plantedele er indtaget.