Hvis du bliver indlagt hos os eller henvist til et af vores ambulatorier/klinikker, vil du og dine pårørende møde medarbejdere, som er specialister indenfor ældresygdomme. Det gælder både læger, sygeplejersker, og fysioterapeuter. De arbejder sammen om at undersøge og behandle dig. De koordinerer også dit forløb på hospitalet og med andre samarbejdspartnere, f.eks. kommunen, hjemmeplejen og visitationen, og din egen læge.
Vores mål er at skabe et kompetent, trygt og sammenhængende forløb til gavn for din behandling. Så du kan få det så godt som muligt. Vi arbejder ud fra den tilgang, at vi ved at skabe trygge rammer for dialogen, undersøgelser og behandlingen, hjælper behandlingen bedre på vej. Det afkorter måske det antal dage, du er indlagt - og forebygger genindlæggelser. Og gør dig i stand til at klare dig bedre, når du er hjemme. Vi ved, at samarbejdet med dig og dine pårørende er afgørende for en vellykket indsats.