Din tyktarm skal undersøges med en kikkert. Du skal derfor udrense din tarm, for at vi kan undersøge dig.
Til udrensning af tarmen skal du bruge Movicol® (pulver til oral opløsning), Bisacodyl (tbl. 5 mg) og Picoprep.
Du kan hente Movicol®, Bisacodyl og Picoprep gratis i Endoskopiafsnit K på hverdage mellem kl. 08.00 - 15.00, eller du kan købe det på apoteket. Køber du Movicol®, Bisacodyl og Picoprep på apoteket, får du dog ikke denne udgift refunderet.
Hvis du har spørgsmål til undersøgelsen og/eller forberedelsen til undersøgelsen, kan du ringe til Endoskopiafsnit K på telefon 3863 5468 (tryk 3 for sygeplejerske), hverdage mellem kl. 08.00-15.00. (Fredag 09.00-15.00)
Før undersøgelsen
Du skal være opmærksom på, at en kikkertundersøgelse af tyktarmen kræver forberedelse. Det er fordi, tyktarmen skal være tom, for at man kan se slimhinden.
7 dage før undersøgelsen:
Du må ikke tage jerntilskud, fordi jern kan farve væsken i tarmen sort.
5 dage før undersøgelsen:
Du må ikke spise kerner og frø, fordi det kan genere udsynet ved undersøgelsen. Dette drejer sig bl.a. om hørfrø, sesam, chiafrø, solsikkekerner m.m. Men også kerner og frø i frugt og grøntsager, som bl.a. findes i tomater, kiwi, vindruer, jordbær m.m.
3 dage før undersøgelsen:
Om formiddagen skal du drikke 3 breve Movicol® opløst i ½ liter vand
2 dage før undersøgelsen:
Om formiddagen skal du drikke 3 breve Movicol® opløst i ½ liter vand
Kl. 18.00 skal du tage 2 tabletter Bisacodyl (afføringsmiddel)
Dagen før undersøgelsen:
Kl. 08.00 skal du tage 2 tabletter Bisacodyl (afføringsmiddel)
Du må få morgenmad, frokost og et let aftensmåltid. Du skal være opmærksom på følgende:
- Du må ikke få mælkeprodukter. Du kan derfor erstatte mælkeprodukter med veganske alternativer eller undgå dem helt.
- Du skal begrænse dit fiberindtag, hvorfor du bl.a. skal undgå fuldkornsprodukter.
- Du må ikke spise skræl/skind, som bl.a. findes på ærter, majs, tomater, appelsiner, æbler, kartofler, kylling m.m. Pil skrællen af disse madvarer eller undgå dem helt.
- Du skal drikke mindst 3 glas væske til hvert måltid.
Menuforslag til dagen før undersøgelsen
Morgenmad | Lyst toastbrød med f.eks. kogt kødpålæg, honning, æg eller mørk pålægschokolade eller Cornflakes med havredrik/risdrik/mandeldrik |
Frokost | Brasede kartofler og spejlæg med ketchup eller Omelet uden mælkeprodukter med avokado og lyst toastbrød eller Lyst toastbrød med f.eks. rejer, avokado, æg eller røget laks |
Aftensmad | Blendet suppe uden mælkeprodukter med hvid pasta eller lyst toastbrød eller Hvid pasta med kødsovs med blendet tomatsovs eller Kylling/fisk, kartofler og kogte grøntsager - uden skind og skræl |
Mellemmåltider | Banan, sodavandsis, mariekiks, riskiks, saltchips, smoothie uden mælkeprodukter og frø/kerner |
Forslag til drikkevarer til dagen før undersøgelsen
Drikkevarer | Saftevand, sodavand, danskvand, the og kaffe uden mælk, juice uden frugtkød, isthe, mælkefri proteindrik, bouillon, havredrik, mandeldrik, risdrik m.m. |
Kl. 19.00 skal aftensmaden være spist; det er det sidste måltid inden undersøgelsen, og du må herefter kun drikke væske. Se forslag til drikkevarer ovenfor.
Kl. 20.00 skal du drikke 1. portion Picoprep®
Sådan tager du Picoprep®:
- Tag et glas med 150 ml koldt vand
- Hæld pulveret fra et brev Picoprep® i vandet
- Rør blandingen godt sammen i 2-3 minutter. Blandingen er klar, når det ikke længere bruser
- Drik blandingen indenfor 15 minutter
- Drik herefter mindst 1½ liter almindelig, klar væske i løbet af de næste 2-4 timer
Picoprep® begynder at virke indenfor 1-2 timer, men for nogen kan der gå kortere eller længere tid. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.
På undersøgelsesdagen
Plejer du at tage medicin om morgenen, kan du tage medicinen, når du er færdig med at tømme tarmen.
Har du diabetes, skal du ikke tage din sædvanlige medicin for dette på undersøgelsesdagen.
6 - 4 timer før undersøgelsen skal du skal drikke 2. portion Picoprep.
Sådan tager du Picoprep®:
- Tag et glas med 150 ml koldt vand
- Hæld pulveret fra et brev Picoprep i vandet
- Rør blandingen godt sammen i 2-3 minutter. Blandingen er klar, når det ikke længere bruser
- Drik blandingen indenfor 15 minutter
- Drik herefter mindst 1½ liter almindelig, klar væske i løbet af de næste 2-4 timer
Picoprep® begynder at virke indenfor 1 - 2 timer, men for nogen kan der gå kortere eller længere tid. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.
Du må drikke frem til 2 timer før undersøgelsen
Det er vigtigt, at du ikke kommer i væskeunderskud under udrensningen, og du bør derfor drikke rigeligt med væske.