Tyktarmen, udposninger på

Udposninger kaldes også divertikler. Her kan du læse om mulige årsager, symptomer og behandling.

Hvad er udposninger på tyktarmen?

Udposninger (divertikler) af tyktarmsslimhinden opstår i tyktarmsvæggens muskellag. Det kan være nogle få udposninger, men ofte findes over hundrede. Forekomsten af udposningerne øges med alderen og ses hos mere end halvdelen af 70-årige. Langt de fleste har ingen gener.

Hvad er årsagen til udposninger på tyktarmen?

Den præcise årsag til udposninger er ukendt, men formodes at hænge sammen med, at der med alderen ses en øget tendens til forstoppelse. Årsagen til forstoppelse kan blandt andet skyldes fiberfattig kost, irritabel tyktarm samt mindsket væskeindtag. Der opstår ”svage steder” i tyktarmens muskellag, som i det lange løb ikke kan modstå trykket fra afføringen inde i tyktarmen.

Symptomer

Symptomerne fra udposninger på tyktarmen er som regel uspecifikke, men en del oplever tendens til forstoppelse, luftgener, vekslende afføring mellem diarre og hård afføring og smerter lokaliseret til venstre side af maven, som lindres af tarmtømning. I sjældne tilfælde ses mere alvorlige symptomer som betændelse i udposningerne (divertikulit) eller blødning.

Hvordan behandles udposninger i tyktarmen?

Hvis der ikke er nogen generende symptomer kræves der ingen behandling. Er der en tendens til forstoppelse tilrådes behandling med fibertilskud og rigelig væske (1½ - 2 liter dagligt).

Komplikationer til udposninger

Blødning fra endetarmen eller blod i afføringen kan af uvisse årsager opstå. At bløde fra udposningerne eller have blod i afføringen kan virke meget voldsomt, men blødningen stopper oftest af sig selv og er ikke livsfarlig.

Ved betændelse i udposningerne (divertikulit) er symptomerne feber, mavesmerter svarende til venstre side af maven udviklet over timer til dage. Smerterne opleves som knugende, konstante og er ofte ledsaget af kvalme og opkastninger. Der vil i nogle tilfælde være luftgener, udspilet mave, forstoppelse eller diarre og eventuelt blodig afføring.

Betændelsen kan muligvis skyldes, at afføringen har siddet fast i udposningen. I sjældne tilfælde kan der i forbindelse med betændelse i udposningerne opstå en byld, fistelgang, forsnævring på tarmen, perforation af tyktarmen.

Hvordan stilles diagnosen?

Ved betændelse i udposningerne stilles diagnosen ved en CT-skanning og blodprøver. Et tilfælde med betændelse i udposningerne opfølges altid af en kikkertundersøgelse af tarmen for at udelukke anden sygdom.

Denne undersøgelse foretages i rolig fase 4-6 uger efter tilfældet.

Hvordan behandles betændelse i udposningerne i tyktarmen?

Antibiotika er ikke altid nødvendigt, men i nogle tilfælde, hvor temperaturen er høj, kræves der antibiotisk tablet behandling i 7-10 dage. Det kan være nødvendigt at være indlagt i få dage til antibiotisk behandling, som gives via et drop i hånden.                   

Til dig som har været indlagt til observation eller behandling for betændelse i udposninger på tyktarmen (divertikulit).

Du bør kontakte din egen læge eller vagtlæge, hvis du oplever symptomer som høj feber, blødning, tiltagende smerter, forstoppelse eller diarre.

 

Redaktør