Solprovokerede hudsygdomme
Når man har en hudsygdom, der provokeres af solen kan man være følsom over for solens kortbølgede ultraviolette stråler (UVB) og/eller solens langbølgede ultraviolette stråler (UVA). Enkelte patienter kan desuden reagere på synligt lys. De fleste patienter har kun symptomer fra april til september.
Beskyttelse mod hudreaktioner
Der skal typisk en meget lille dosis sollys til for at udløse en hudreaktion. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på solbeskyttelse. For at opnå tilstrækkelig beskyttelse kan det være nødvendigt at kombinere flere former for solbeskyttelse.
Solbeskyttelse ved brug af beklædning
Tætvævet mørkt tøj yder en høj beskyttelse mod både UVB og UVA.
Denim, polyester og uld beskytter bedre end bomuld og viskose.
Selv let sommertøj giver en beskyttelse på over SPF 10.
Solbeskyttelse ved brug af solcreme
Brug solcreme som supplement til tøj og hat.
Brug en solcreme med høj faktor (SPF 50+ eller very high). Solbeskyttelsesfaktoren (SPF) beskriver, hvor god solbeskyttelsen er mod forbrænding.
En kombination af kemiske og fysiske solfiltre giver den bedste beskyttelse. Fysiske solfiltre virker særlig godt overfor UVA og synligt lys.
Smør et tykt og dækkende lag solcreme på og lad det suge ind, før du tager tøj på.
Husk at påsmøre solcreme på ører, læber og nakke.
Gentag påsmøring i løbet af dagen.
Solbeskyttelse ved at undgå sollys
Undgå direkte sollys
Søg skygge. Skygge nedsætter UV-strålingen med 50-95%.
Tænk over tidspunktet på dagen
50% af den daglige UV-dosis rammer i Danmark jorden mellem kl. 12 og 15.
Tænk på årstiden
Solen står højest på himlen om sommeren, derfor passerer mere ultraviolet stråling gennem atmosfæren på denne årstid. I Danmark er UV-strålingen meget lav fra november til marts, men stiger hurtigt om foråret.
Tænk på hvor du befinder dig
Jo tættere du kommer på ækvator, jo højere UV-dosis udsættes du for.
UV-stråling er kraftig i bjerge og øges af refleksion fra sne og vand.
UV-stråling kan gennemtrænge skyer. I tyndt skydække passerer 60-80% af den ultraviolette stråling.
Andre former for solbeskyttelse
Vinduer
Næsten alt UVB filtreres fra af vinduesglas, mens UVA passerer uhindret. Nogle lysfølsomme patienter reagerer derfor efter udsættelse for sollys gennem et vindue. Det er muligt at få UVbeskyttende film til sine vinduer.
Selvbruner
Selvbruner (dihydroxyacetone) beskytter moderat mod UVB (SPF2), UVA og synligt lys, hvilket har vist sig gavnligt for patienter med lysfølsomme hudsygdomme.
1 påsmøring daglig 3 dage i træk medfører en beskyttelse som ca. svarer til den der opnås efter 10 gange hærdning ved lysbehandling.
Selvbruner binder sig til hudens hornlag og beskyttelsen holder op til ca. 5 dage. Med selvbruner er det også let at se, om der er ubehandlede områder.
Hærdning ved lysbehandling
Patienter med hudsygdom, der provokeres af solen kan behandles med hærdning af huden ved forsigtigt opdoseret lysbehandling. Herved øges pigmenteringen og tykkelsen af overhuden, som giver en naturlig solbeskyttelse.
Vidste du?
Solbeskyttelse ved skygge
Under et træ er der en UV reduktion på 50-85%
Under en parasol er reduktionen 85-90%
Øget UV
Når man opholder sig på eller ved vandet øges UV-mængden til 125%.
I sand øges den til 110%.