Slidgigt i storetåen (Hallux rigidus)

I denne pjece kan du læse om slidgigt i storetåen, samt hvilke behandlinger man kan tilbyde i den forbindelse.

Spørg, hvis du er i tvivl

Fødder er forskellige fra person til person, og derfor giver vi individuel behandling og vejledning til den enkelte patient. Informationerne i denne pjece, vil derfor ikke fuldstændig give dig svar på, hvad der skal ske i dit tilfælde. Du må endelig spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Hvorfor får man slidgigt i storetåen?

Slidgigt er den mest almindelige form for gigt. Det er en nedbrydende gigtform der ødelægger brusken i leddet. I visse tilfælde skyldes det tidligere brud eller andre skader i leddet.  Andre gigtformer er leddegigt og urinsyregigt. Hyppigheden stiger med alderen. Typisk er der smerter og hævelse i området, som giver problemer i fodtøjet.

Hvordan behandles slidgigt i storetåen?

I mange tilfælde kan smerterne reduceres, hvis man anvender mere fodformede sko med stiv sål og en vis gængefunktion (giver rullende gangafvikling). Kun hvis det ikke hjælper kan operation overvejes.

Operationen

Kirurgen tager stilling til den bedste operationsmulighed i dit tilfælde: Efter operationen får du din operationsbeskrivelse og plan med.

Oprensning (Cheilektomi)

Hvis der er tale om let slidgigt, vælges ofte en såkaldt kegleoperation. I nogle tilfælde kan det dog senere blive nødvendigt med et af de andre indgreb, da man ikke stopper sygdommen, men bedrer symptomerne.

Knogle­fremspring fjernes, især på oversiden af tåen. I nogle tilfælde borer man små huller i andre områder af brusken, for at øge dannelsen af arvæv hen over defekten.

Stivgørende operation (Dese)

Ledfladerne med den ødelagte brusk fjernes, og knoglerne sættes til at vokse sammen ved hjælp af skruer/skinne. Man tilstræber, at storetåen peger lidt opad for at lette gangafviklingen.

Ved denne operation ophæver man bevægeligheden i storetåens grundled, men bevægeligheden i storetåens yderled bevares. Mange oplever det ikke som et stort tab, da de i forvejen har vænnet sig til nedsat bevægelighed.

Få patienter oplever at knoglerne ikke vokser sammen, og så kan det blive nødvendigt med en ny operation. Få patienter oplever, at det bliver nødvendigt at fjerne de indsatte materiale ved en ny operation, da typisk efter 6-12 måneder. På det tidspunkt er knoglerne vokset sammen, så det har ingen konsekvens for resultatet af operationen.

Protese (kunstigt led):

Ved denne operation bevares en vis bevægelighed i storetåens grundled. Det er dog langt fra alle, der kan tilbydes denne operationsform.

Patienter, der har fået indsat et kunstigt led, kan risikere, at leddet ikke fungerer og må fjernes igen. Leddet gøres i stedet stift lige som ved den stivgørende operation og det kan være mere kompliceret.

Hvis der kommer infektion omkring et kunstigt led, bliver man nødt til at fjerne det.

Bandage på foden

Du får lagt en stor fodforbinding og får en operationssandal på. Du får besked om, hvornår og hvor meget du må støtte på foden. Det afhænger af hvilken måde du er opereret på.

Forbindingen skal sidde til du skal have fjernet trådene hos egen læge eller i ambulatoriet.

Forventninger til operationens resultat

Langt de fleste patienter giver udtryk for, at de har opnået et resultat, der lever op til deres forventning. Nogle patienter oplever, at de stadig har smerter, selv om operationen er gået godt.

De fleste oplever, at der er vis hævelse og ømhed i op til 6-9 måneder efter operationen, så først efter den tid kan du vurdere resultatet af operationen.

Vi beder venligst om at du også læser vores generelle (praktiske) informationer om bandage, hævelse og komplikationer (Generel Fod Patientinformation)

Redaktør