Til plejepersonale i primær sektor
Vi har i Levercirroseklinikken udarbejdet denne vejledning, som du kan tage udgangspunkt i, når du arbejder med borgere med levercirrose, der er i risiko for at gå i levercoma.
Her er fire forhold, der ofte kan udløse levercoma
- Forstoppelse
- Blødning fra spiserør, mave og tarm
- Dehydrering
- Infektioner
Du kan læse om, hvordan du kan være med til at forebygge levercoma, og hvad du skal observere for at opdage tegn på begyndende levercoma. Er du i tvivl om noget, er du altid velkommen til at ringe til Levercirroseklinikken. Vi takker for samarbejdet.
Vær opmærksom på forhold der kan være medvirkende til udvikling af levercoma
Væske
Det er vigtigt, at borgeren indtager minimum 1,5 liter og max. 2 liter i døgnet, idet den vanddrivende medicin er justeret efter dette indtag. Vær opmærksom på, at borgeren får nok at drikke på varme sommerdage. Dehydrering kan føre til levercoma. Overhydrering vil medføre øget væske i bughulen (ascites) samt hævede ben til stor gene for borgeren.
Ernæring
Vær opmærksom på, om borgeren får mad hver dag. Proteinrig kost er særligt vigtig for disse borgere, blandt andet fordi leveren er svækket og dermed ikke selv kan producere protein til kroppen. Proteiner findes især i mælkeprodukter f.eks. ost, yoghurt, æg og sødmælk samt alle former for kød.
Proteindrikke er et godt supplement til den daglige kost. Borgeren kan få udleveret recept på proteindrikke i Levercirroseklinikken. Borgeren bør undgå saltholdig mad og saltlakrids, da salt kan medføre væske i bughulen.
Afføring
Borgeren skal dagligt have afføring. Ved behov skal borgeren have laktulose (afføringsmiddel). Det er vigtigt og legalt at spørge direkte ind til afføringsfrekvensen.
- Ovenstående er alle forhold, hvor du kan være med til at forebygge udvikling af levercoma.
Tegn på at borgerens tilstand er forværret, og der er risiko for at udvikle coma. Kontakt altid Levercirroseklinikken
Afføring
Ved blod i afføringen og sort afføring skal Levercirroseklinikken kontaktes. Bemærk dog, at jerntabletter kan farve afføringen sort.
Infektion og sår
Infektion kan forårsage levercoma. Derfor skal du være opmærksom på følgende infektionstegn: diarre, opkast, feber, muskel- og ledsmerter, almen træthed og sløvhed, svie ved vandladning, hyppig vandladning, produktiv hoste samt nyopståede sår.
Hud og væv
Nedsat leverfunktion kan medføre, at borgeren får gulsot. Dette viser sig ved et gulligt skær i hud og øjne.
Væske i bughulen er også en komplikation til levercirrose. Du skal derfor observere, om maveomfanget bliver større.
Nedsat cerebral funktion og nedsat funktionsniveau
Hvis borgeren ikke fremstår, som han plejer, kan det skyldes, at han er ved at gå i levercoma; det kan være ændret hukommelsestilstand, dirrende hænder, fraværende i kontakten, usammenhængende sort tale, tiltagende fysisk træthed.
- Ovenstående kan være tegn på, at borgeren er ved at udvikle levercoma, kontakt Levercirroseklinikken.
Tegn på blødning i mavetarmkanalen – ring altid 112
Kaffegrumslignende eller blodigt opkast kan skyldes blødning i mavetarmkanalen (åreknuder i spiserøret eller fra mavesæk).
- Borgeren skal indlægges med det samme.