Lappeprøver (aflæsning dag 7-8) - allergitest med

Ved en allergitest med lappeprøver bliver du testet med stoffer, som ofte giver allergi, og stoffer, som er særligt relevante for dig. Testen viser, om du har kontaktallergi.

Hvad er en allergitest med lappeprøver?

Allergitest med lappeprøver er en undersøgelse, der kan vise, om du har allergi over for stoffer, du kommer i kontakt med (kontaktallergi). Kontaktallergi kan forårsage eksem.  Du bliver testet med stoffer, som ofte giver allergi samt stoffer som er specielt relevante for dig.  De stoffer, der giver allergi, findes i vores omgivelser både hjemme og på arbejdspladsen. Det kan fx være metaller, farve- og parfumestoffer og visse medikamenter. I testen vil allergi over for et stof vise sig som en rød kløende plet.  

Hvordan foregår testen?

Prøverne sættes på ryggen med plaster, hvor de skal sidde i 2 dage.  Du skal komme 3 gange i Hudafdelingen fordelt over 7 / 8 dage.  Forløbet for undersøgelsen er:

  • Dag 1, i laboratoriet: Prøverne sættes på ryggen
  • Dag 3, hjemme 48 timer efter påsætning: Du skal selv fjerne det
  • Dag 4, i laboratoriet 72 timer efter påsætning: Laborant vurderer hudreaktion
  • Dag 7 eller 8, hos læge i ambulatoriet

Inden testen foretages, er det vigtigt at:

  • Undgå sol eller solarium på ryggen fra 2 uger før testen til testen er slut
  • Behandling med prednisolon skal være ophørt 2-4 uger før testen
  • Undlad brug af hormoncreme på ryggen fra 3 døgn før testen til testen er slut
  • Undlad brug af fugtighedscreme på ryggen fra dagen før testen til testen er slut

Brug en gammel tætsiddende bluse eller undertrøje mens testen foregår, da tuschstregerne og indholdet i lappeprøverne kan smitte af på dit tøj og sengetøj. Det er også en fordel, at blusen/trøjen sidder stramt, da det medvirker til, at plastret holdes bedre fast mod huden. Medbring gerne trøjen fra første dag. Hvis du er gravid eller ammende, bedes du venligst oplyse lægen eller laboratoriet herom, da vi sædvanligvis ikke tester gravide/ammende. Hvis du også skal have lavet priktest, må du ikke have indtaget tablet antihistamin fx Benadryl, Telfast, Citrizen og lignende i 3 døgn før undersøgelsen.  

Mens plastret er påsat

For at sikre at lappeprøverne hele tiden er i god kontakt med huden, er det vigtigt at undgå, at ryggen bliver våd, mens du har plastret på. Derfor:

  • Gå ikke i bad
  • Undgå fysisk aktivitet, hvor du kommer til at svede. Det kan være at cykle, hårdt fysisk arbejde, løb, fitness og anden motion

Hvordan skal du fjerne plaster med prøver?

  1. (…)dag kl. (…) skal du tage et foto af ryggen, inden du tager plastret af
  2. Plastret fjernes og smides ud
  3. Tag umiddelbart efter ednu et billede af ryggen
  4. Tegn tusch-stregerne op
  5. Samme dag kl. (…) tages endnu et foto  

Når plastret tages af og ind til aflæsningen hos lægen

  • Undgå vand og sæbe på ryggen når du går i bad. Få en pårørende til at genoptegne tuschstregerne umiddelbart efter badet
  • Undgå at kradse dig på ryggen under testen, da det kan gøre det vanskeligt at aflæse eventuelle reaktioner på testen  

Bivirkninger/risiko

Det kan føles ubehageligt at have plastret på ryggen i 2 døgn. Hvis man har allergi over for et eller flere af de testede stoffer, vil der opstå rødme under plastret, som kan være ubehagelig og kløende fra dage og op til flere uger. I sjældne tilfælde kan man udvikle allergi over for et af de påsatte stoffer.  

Sent fremkomne reaktioner

Hvis du opdager en rød kløende plet i testområdet på ryggen, som ikke var der, da aflæsningen af testen blev afsluttet, bedes du venligst kontakte laboratoriet.

Redaktør