Gå til hovedindhold

Kraveben - brækket

Efter Akutmodtagelsen har behandlet et brækket kraveben, skal armen holdes i ro. Fingrene skal dog bevæges mange gange om dagen. Genoptræningen skal startes med det samme.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har brækket dit kraveben. Vi har givet dig en slynge på armen, som du skal bære i 2-3 uger. Bruddet er normalt mellem 3-6 uger om at hele.

Når du kommer hjem

Du kan have ondt

Når du har brækket kravebenet, er det normalt at have ondt omkring bruddet. Du kan også opleve, at det knager og skurrer, når du bevæger armen. Det vil med tiden gå over af sig selv. Om natten kan du prøve at lindre smerterne ved at lægge puder under skulderen i den side, bruddet er, så din skulder bliver løftet højere op end resten af din krop.

Du skal ringe til din egen læge, hvis smerterne fortsætter mere end 8 uger, eller hvis du udover smerterne oplever, at du efter 3-4 uger stadig har svært ved at bevæge armen.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Tag slyngen af om natten, og når du går i bad

Du må gerne tage slyngen af om natten og i stedet støtte armen med en pude. Slyngen må også tages af, når du skal i bad. Når du tager tøjet af, er det en fordel at tage den raske arm først. Når du tager tøjet på, er det en fordel at tage den dårlige arm først.

Bevæg fingrene og underarmen

Du har fået slyngen på for at holde armen i ro, så bruddet kan hele. Du skal dog bevæge fingrene mange gange om dagen, mens du har slyngen på.

Du skal lave øvelser

Efter 2-3 dage med armen i slynge, skal du lave øvelser. Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner.

Træn så ofte som muligt.

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/oze eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

QR-kode

Kom til kontrol

Vi vurderer, om du skal til kontrol på hospitalet eller din egen læge. Hvis du skal til kontrol på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post, eller vi ringer til dig med information om tid og sted. Hvis du skal til kontrol hos din egen læge, skal du selv kontakte din læge og bestille tid.

Hvis du oplever forværring inden din kontrol, skal du ikke vente, men i stedet kontakte din egen læge. Ved akut forværring skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Værd at vide

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden