Kikkertundersøgelse med ultralydsskanning

Læs her, hvordan undersøgelsen foregår, hvordan du skal forberede dig og hvordan du skal forholde dig efter undersøgelsen.

Du skal til kikkertundersøgelse med ultralydsskanning - EUL (Endoskopisk UltraLyd). Du skal møde i Endoskopiafsnit K, indgang 7J.

Hvis du er forhindret i at møde til undersøgelsen, bedes du hurtigst muligt give os besked på telefon 3863 5468, hverdage mellem kl. 08.00-15.00.

Forberedelse til undersøgelsen

Du må spise indtil 6 timer før undersøgelsen. Du må drikke tynde væsker uden mælk (vand, saft, kaffe, te) indtil 2 timer før undersøgelsen.

Du skal også børste dine tænder grundigt inden undersøgelsen.

Hvis du er vant til at tage medicin om morgenen, må du gerne tage det med et glas vand. Hvis du har sukkersyge, anbefaler vi, at du ikke tager din morgeninsulin eller tabletter mod sukkersyge, fordi du er fastende.

Får du blodfortyndede behandling, kan det være nødvendigt at holde pause med dette nogle dage op til undersøgelsen. Præcis hvordan skal aftales med den læge, der har ordineret undersøgelsen. Det kan også være nødvendigt, at du får taget blodprøver inden undersøgelsen. Det aftaler du også med den læge, der ordinerer undersøgelsen.

Undersøgelsen

Inden undersøgelsen lægges der med en nål et plastikkateter ind i en blodåre på din arm. Gennem den kan du få smertestillende og beroligende medicin, hvis du ønsker det.

Undersøgelsen gør ikke ondt, men det kan være ubehageligt at få ført kikkerten ned gennem halsen. Du får derfor tilbudt at drikke en lokalbedøvende mikstur, som bedøver dig i svælget og dermed mindsker ubehaget. Lokalbedøvelsen gør, at du først må spise og drikke efter to timer, da du ellers kan få noget galt i halsen.

Under undersøgelsen skal du ligge på din venstre side. Du får en bideskinne i munden, og du kan trække vejret både gennem næse og mund. Til undersøgelsen bruges en bøjelig kikkert. Kikkerten føres ind i munden og ned gennem spiserør, mavesæk og tolvfingertarm.

Derefter foretages en indvendig ultralydsskanning. Med kikkerten kan lægen ultralydsskanne de omkringliggende organer gennem tarmen. Hvis det er nødvendigt, kan der også tages vævsprøver.

Det er nødvendigt at puste lidt luft ind i mavesækken og tarmen under undersøgelsen. Dette kan give forbigående mavekneb, kvalme eller oppustethed.

Selve undersøgelsen varer 20 - 60 minutter.

Efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen ligger du til observation i Endoskopiafsnit K i op til 1 time. Lægen vil fortælle dig, hvad undersøgelsen har vist, og hvilken behandling du eventuelt skal have. Hvis der er taget vævsprøver, får vi svaret ca. 10 dage efter undersøgelsen, og vi aftaler med dig, hvordan du får svaret.

Bivirkninger ved smertestillende og beroligende medicin

Der kan forekomme lette bivirkninger i form af sløvhed, træthed, forbigående hukommelsesbesvær og kvalme.

Alvorlige bivirkninger i form af nedsat vejrtrækning og lavt blodtryk forekommer yderst sjældent. Hvis vejrtrækningen eller blodtrykket påvirkes alvorligt, vil der blive givet en modgift mod den beroligende eller smertestillende medicin. Dette medfører, at observationstiden efter undersøgelsen forlænges, indtil der er sikkerhed for, at dit blodtryk og din vejrtrækning er normal.

Hvis du har fået smertestilende eller beroligende medicin, må du ikke føre bil, cykle eller betjene maskiner/værktøj i 24 timer efter. Dette skyldes, at medicinen først er helt ude af kroppen på det tidspunkt.

Komplikationer

Det er yderst sjældent, at der opstår komplikationer til denne undersøgelse. Du kan have en let trykken i maven og ømhed i halsen, og det vil forsvinde indenfor et døgn.

Der kan forekomme blødning eller infektion, hvis der er taget vævsprøver, og der kan opstå betændelse i bugspytkirtlen eller komme hul på spiserør eller mavesæk.

Får du tiltagende smerter indenfor 24 timer efter udskrivelsen, skal du kontakte Endoskopiafsnit K i dagtiden mellem kl. 08.00 - 15.00 på telefon 3863 5468. Udenfor dette tidsrum skal du kontakte Kirurgisk Modtageafsnit K på telefon 3863 5635, døgnet rundt. 

Redaktør