Hvad skal der ske?
Du har ligget til observation for dine mavesmerter, og lægerne har nu besluttet, at du skal opereres, så vi kan diagnosticere dig. En laparoskopi er en kikkertoperation, hvor man kan undersøge bughulens organer gennem nogle små huller i bughulen.
Hvis kirurgerne finder tegn på sygdom, kan de i mange tilfælde behandle færdigt i forbindelse med kikkertoperationen.
Bedøvelse
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og du vil inden operationen tale med en narkoselæge, som vil fortælle dig om bedøvelsen.
Faste og tørste
For at kunne bedøve dig sikkert, er det vigtigt, at du ikke har spist mad (inklusiv yoghurt og mælk) 6 timer før eller drukket (tynde væsker som vand, saft, kaffe, te) 2 timer før bedøvelsen. Er du i tvivl, så spørg din kontaktsygeplejerske
Akutte operationer på Bispebjerg Hospital
I Abdominalcenter K opererer vi patienter døgnet rundt. Vi har én operationsstue til vores akutte operationer. Det er lægerne, der beslutter, hvilken rækkefølge operationerne skal tages i.
Der kan derfor godt være ventetid på operationen. Sygeplejerskerne og lægerne på afdelingen vil gøre deres bedste for, at ventetiden ikke er ubehagelig for dig. Du kan derfor få lagt drop i hånden til at få væske og medicin ind i en blodåre, mens du faster og tørster.
Vi kan ikke informere dig om et tidspunkt for din operation, men vi kan gøre vores bedste for at holde dig opdateret på din operations plads i rækkefølgen på operationsprogrammet.
Da vi døgnet rundt modtager akutte patienter, kan rækkefølgen dog risikere at blive ændret med kort varsel.
Din forberedelse til operationen
Barbering: Hvis du har hår på maven, skal du barbere det af inden operationen. Sygeplejersken vil låne dig en barbermaskine og forklare, hvor du skal barbere dig.
Neglelak: Hvis du har neglelak på fingerneglene, skal du fjerne det inden operationen. Du kan låne neglelakfjerner på afdelingen.
Smykker: Alle smykker og piercinger skal tages af inden operationen.
Hygiejne: Vi anbefaler, at du går i bad inden operationen, hvis du kan klare det. Som minimum skal du rense din navle med en vatpind, som du vil få udleveret af sygeplejersken. Du får rent hospitalstøj på inden operationen, og du må ikke have f.eks. dit eget undertøj på. Du skal også børste tænder lige inden, du bliver hentet til operationen. Tandbørste og tandpasta får du udleveret på afdelingen.
Forebyggende medicin: Kort før du bliver hentet til operation, får du udleveret forebyggende, smertestillende medicin, som du skal tage med så lille en mundfuld vand som muligt. Du vil også med en sprøjte få en injektion i dit lår med blodfortyndende medicin. Sammen med lange støttestrømper vil det forebygge risikoen for blodprop.
Kikkertoperation (laparoskopi)
En tynd kikkert med et kamera i sættes ind gennem et lille hul, som ofte laves ved navlen. Herefter kan der laves yderligere 1-3 huller til andre instrumenter.
Hullerne lukkes efter operationen med syninger i huden.
For at kunne få et godt overblik inde i din bughule, får du blæst bughulen op med luft under operationen. Luften forsvinder, når de er færdige med at operere dig, men du kan godt have et lidt større maveomfang efter operationen, end du plejer. Du kan også opleve at have skuldersmerter efter operationen - det er også på grund af den luft, de har blæst ind i din bughule.
Efter operationen
Straks efter operationen kører du på vores opvågningsafsnit, hvor en sygeplejerske vil tage imod dig og observere dig for eventuelle smerter, mens du vågner fra bedøvelsen. Herefter kører du tilbage til afsnittet, du kom fra, hvor din kontaktsygeplejerske vil tage imod dig og tilbyde dig mad og drikke.
Lægen, der har opereret dig - eller en kollega til lægen - vil fortælle dig om operationen og forløbet efter operationen.
Det er diagnosen, som vi stiller under operationen, der afgør, hvornår du kan blive udskrevet. Inden din udskrivelse skal du have haft vandladning.
Ar efter operationen
Når man opererer med kikkert, får man cirka 3 små ar på maven. Trådene i huden skal sidde i 10-12 dage efter operationen og fjernes af din praktiserende læge, hvis ikke du får andet at vide.