Hårcyste, pit-pick operation for, pilonidalcyste

Denne pjece er til dig, der skal have opereret en hårcyste (pilonidalcyste) ved en pit-pick operation på Dagkirurgisk Afsnit K. Her kan du læse om operationen, og om hvad du kan forvente dig efter operationen og ved udskrivelsen.

Det er planlagt, at du skal have lavet en operation for at fjerne en hårcyste (pilonidalcyste). Vi forventer, at du inden operationen har læst pjecen Velkommen til Dagkirurgisk Afsnit K, hvor du kan finde mere information om din forberedelse til operationen.

Hårcyste

En hårcyste opstår i revnen mellem balderne over endetarmsåbningen og indeholder oftest hår, der giver betændelse i underhuden – deraf navnet hårcyste.

Betændelsen kan være kronisk og vise sig som betændelsesgange (også kaldet fistler) med ømhed, væske og pus.

Betændelsen kan også være akut og vise sig som en byld med smerter, hævelse, rødme, feber og eventuelt udtømmelse af pus.

Hvordan foregår operationen?

Operationen sker altid i fuld bedøvelse og varer ca. 10 minutter. De små åbninger (pits) fjernes i revnen, og betændelsesgange bliver renset op. Pits bliver syet med selvopløselig tråd. På siden ud mod balden åbnes huden ca. 2 cm, og hårcysten renses op.

85% patienter bliver helbredt af denne operation.

Antibiotika

For at forebygge betændelse i det sammensyede sår giver vi dig antibiotika i forbindelse med operationen.

Efter operationen

Når operationen er overstået, bliver du kørt tilbage til Dagkirurgisk Afsnit K, og du må spise og drikke som du plejer.

Udskrivelse

Du bliver udskrevet samme dag, som du bliver opereret

Kvalme

Nogle patienter oplever at have kvalme og opkastning efter operationen. Hvis du selv oplever det, vil du få tilbudt kvalmestillende medicin.

Kost

Der er ingen regler for, hvad du må eller ikke må spise efter operationen – du må spise og drikke, hvad du har lyst til.

Tarmfunktion

Hvis du efter operationen oplever at være forstoppet, er det en god idé at tage et afføringsmiddel, f.eks. Magnesia eller HUSK®, som kan købes i håndkøb på apoteket. Derudover skal du huske at drikke rigeligt med væske og bevæge dig så meget som muligt.

Operationssår/plaster

De små åbninger i revnen mellem balderne bliver syet med selvopløselig tråd. Der kan være langsom heling af såret i revnen mellem balderne på op til 2 måneder, og det kan væske lidt. 

Såret på siden af balden vil stå åbent. Det er ca. 2 cm langt, og det vil væske, indtil det heler af sig selv i løbet af 2-3 uger.

Det er derfor en god idé at have plaster over dette sår. Du får skumplastre med hjem fra afsnittet, som du kan bruge den første uge efter operationen.

Minimum hver 2. dag skal du skifte plastret og bruse området rent med håndbruser. En uge efter operationen kan du lade være med at bruge skumplaster. Du kan enten give såret luft, eller du kan bruge almindeligt plaster eller et trusseindlæg sat i underbukserne ved såret. Husk at skifte det dagligt.

Hygiejne og badning

Når der er gået 24 timer efter operationen, må du igen tage et bad.

Du må gå i svømmehal og karbad, når såret er helet – dog tidligst efter 2 uger.

Fysisk aktivitet

For ikke at belaste eller strække i såret, anbefaler vi dig i 2 uger efter operationen at undgå:

  • at sidde på hug
  • at cykle
  • at dyrke hård fysisk træning

Du kan roligt stå og gå i de første 2 uger efter operationen, men du skal være opmærksom på ikke at sidde på en måde, der trykker eller strækker i såret, og du må ikke sidde for længe ad gangen.

Smerter

Det er normalt at være øm omkring operationssårene efter operationen. Vi anbefaler, at du tager fast paracetamol (Pinex®/Pamol®/Panodil®) og ibuprofen (Ipren®/Ibumetin®) mod smerter (håndkøbsmedicin) og evt. morfin.

Tidspunkt:Kl. 08Kl. 13Kl. 18Kl. 23
Tablet paracetamol á 500 mg, 2 tabletter
Tablet ibuprofen á 400 mg, 1 tablet 

Der kan efter behov også suppleres med morfin á 10 mg, 1 tablet efter anvisning. Efter 3 dage er det som regel nok med håndkøbsmedicinen.

Vi forventer, at du før operationen har købt ovenstående håndkøbsmedicin (paracetamol og ibuprofen). Det er meget vigtigt, at du tager den anbefalede medicin.

Bilkørsel

Du må ikke føre bil, knallert og lignende eller betjene maskiner/værktøj de første 24 timer efter operationen. Dette skyldes, at medicinen fra bedøvelsen først er ude af kroppen på det tidspunkt, og at din evne til hurtig reaktion vil være nedsat.

Arbejde og sygemelding

Du skal regne med at være sygemeldt 2-3 dage afhængigt af dit arbejdes belastning. Under alle omstændigheder bør du dog undgå større fysisk aktivitet i 2 uger.

Har du brug for en lægeerklæring, skal du kontakte din egen praktiserende læge.

Komplikationer

Op mod 40% oplever forsinket heling, der får såret til at væske i op til flere måneder efter operationen – uden at dette er et tegn på, at sygdommen er kommet igen.

Hos nogle (ca. 5%) vil der komme en byld, når såret er lukket, og det kan være nødvendigt med en ny operation.

Byld i operationssåret vil vise sig som:

  • smerter, hævelse, ømhed og rødme omkring såret
  • tiltagende sivning af væske fra såret
  • feber

Ved tegn på komplikationer kan du indenfor de første 10 dage efter operationen kontakte Dagkirurgisk Afsnit K mandag til fredag ml. kl. 07.00-20.00, på telefon 3863 5717.

I weekend og på helligdage kan du kontakte Kirurgisk Modtageafsnit KMO på telefon 3863 5635.

Efter de 10 dage vil eventuelle kontrolbesøg foregå hos din praktiserende læge.

Yderligere information

Du kan læse mere om pilonidalcyste på den engelske hjemmeside på internettet www.pilonidal.org

Redaktør