Endetarmen og den nederste del af tyktarmen, kikkertundersøgelse af (sigmoideoskopi)

Information til dig, der skal til undersøgelse i Endoskopiafsnit K. Læs her, hvordan undersøgelsen foregår og hvordan du skal forberede dig.

Det er planlagt, at du skal til kikkertundersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen (sigmoideoskopi).

Hvis du er forhindret i at møde til undersøgelsen, bedes du hurtigst muligt give os besked på telefon 3863 5468, hverdage mellem kl 08.00 - 11.00 og 13.00 - 15.00.

Forberedelse til undersøgelsen

Du skal være opmærksom på, at en kikkertundersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen kræver forberedelse. 

7 dage før undersøgelsen:

Du må ikke tage jerntilskud 7 dage før undersøgelsen, fordi jern kan farve væsken i tarmen sort.

På undersøgelsesdagen:
Du må spise et let måltid indtil 6 timer før undersøgelsen. Du må drikke tynde væsker uden mælk (vand, saft, kaffe, te) indtil 2 timer før undersøgelsen. Hvis du er vant til at tage medicin om morgenen, må du gerne tage det med ét glas vand. Hvis du har diabetes (sukkersyge), skal du ikke tage din sædvanlige medicin mod dette om morgenen.

2 timer før undersøgelsen:

Du skal tømme den nederste del af din tarm ved hjælp af et lavement (Klyx® 240 ml). Dette er nødvendigt for, at vi kan se slimhinden i tarmen. Du kan få Klyx® udleveret i Endoskopiafsnit K uden beregning eller selv købe det på apoteket for egen regning. Du skal tage Klyx® 2 timer før undersøgelsen. 

Sådan tager du Klyx®:

For at få den bedste effekt af Klyx® skal du lægge dig på din venstre side, mens du sprøjter indholdet af plastikflasken op i endetarmens åbning. Læg eventuelt et håndklæde under dig.

Du skal helst blive liggende i 5 -10 minutter på siden for at opnå den optimale virkning. Gå derefter på toilettet. Hvis du ikke selv kan tage Klyx®, kan du ringe til Endoskopiafsnit K og aftale at møde tidligere.

Undersøgelsen

Til undersøgelsen bruges en bøjelig kikkert, som er ca. 1 cm i diameter. Inden undersøgelsen lægges der med en kanyle et plastikkateter ind i en blodåre på din arm. Gennem den kan du få smertestillende og afslappende medicin, hvis du ønsker det.

Den smertestillende medicin tager noget af det ubehag, der kan forekomme. Afslappende medicin gør, at du bliver lidt døsig.

Medicinen kan betyde, at du må hvile ca. 30 min i afsnittet efter undersøgelsen.

Kikkerten føres ind gennem endetarmen og videre op gennem tyktarmen. For at lægen/sygeplejersken kan se ind i tarmen, er det nødvendigt at puste luft ind. Luften kan give en forbigående trykken i maven.

Gennem kikkerten efterser lægen/sygeplejersken slimhinden, fjerner eventuelle polypper og har mulighed for at tage vævsprøver. Hvis det er nødvendigt, kan der tages et billede af tarmen til lægeligt brug. Undersøgelsen varer fra 20 minutter til en time.

Efter undersøgelsen

Når undersøgelsen er færdig, fortæller lægen dig, hvad undersøgelsen har vist. Der kan være lidt luft tilbage i tarmen og lidt tynd afføring. Eventuelle luftgener kan forekomme op til et par timer efter undersøgelsen. Det kan hjælpe at motionere eller prøve at gå på toilettet.

Bivirkninger ved smertestillende og afslappende medicin

Der kan forekomme lette bivirkninger i form af sløvhed, træthed, forbigående hukommelses-  besvær og kvalme.

Alvorlige bivirkninger i form af nedsat vejrtrækning og lavt blodtryk forekommer yderst sjældent. 

Hvis du har fået afslappende eller smertestillende medicin må du ikke føre bil, cykle eller betjene maskiner/værktøj i 24 timer efter. Dette skyldes, at medicinen først er ude af kroppen på det tidspunkt.

Redaktør