Efter operation i endetarm med blivende stomi, gode råd og tips

Til dig der er blevet opereret med blivende stomi. Her kan du læse om hvad du skal være opmærksom på.

Træthed

Du vil være træt efter operationen, og du kan have behov for at hvile dig ind imellem. Der kan gå flere måneder, før du føler, at du har fået alle kræfterne igen. Det går hurtigere, hvis du tilstræber en normal dagligdag med dine vante gøremål.

Hvis du arbejder, kan du forvente at begynde igen efter 3 - 4 uger, nogle har dog brug for længere tid. Hvis du har mulighed for det, kan det være en god ide at starte med en kortere arbejdsdag.

Smerter

Du kan stadig have smerter i og omkring operationssårene, når du kommer hjem. Du kan tage 2 paracetamol tabletter a 500 mg (Panodil®, Pinex®) op til 4 gange i døgnet. Hvis du på trods af dette alligevel får smerter, kan du tage en Morfin® tablet a 10 mg. Du får nogle stykker med hjem. Du kan forvente at have brug for smertestillende medicin i 8 - 10 dage.

Mad og drikke

For at du kan komme dig, er det vigtigt at spise proteinrig kost.

Der er proteiner i mælkeprodukter, kød, fisk og æg. Du kan få proteindrikke med hjem til de første par dage som tilskud til den almindelige mad. Du skal helst drikke 1,5 liter væske dagligt.

Tarmfunktion

Det er vigtigt, at der kommer afføring via stomien mindst én gang i døgnet. Her i starten kan afføringen være vekslende. Et godt middel til at regulere afføringen på, så den hverken bliver for tynd eller for hård, er knuste loppefrøskaller HUSK® - tag en spiseskefuld en gang om dagen. Og så skal du samtidig huske at drikke rigeligt.

Operationssåret

Der kan gå betændelse i såret. Det sker ikke så tit, men du skal holde øje med, om huden omkring såret bliver rød og øm, og om såret begynder at væske. Hvis det sker, skal du kontakte sygeplejersken i dit sengeafsnit.

Du må tage brusebad, men ikke gå i karbad eller svømmehal før et døgn efter at klips og tråde er fjernet.

Spørgsmål, problemer og evt. genindlæggelse  

Er du i tvivl om noget i forbindelse med din operation er du velkommen til at ringe til Kirurgisk  Ambulatorium K på telefon  3863 5704 i hverdage kl. 8.00 - 14.30.

Er der spørgsmål i forbindelse med stomien, kan du ringe til Stomiambulatorium K og tale med stomisygeplejersken i hverdage på  telefon 3863 6224 kl. 8.00 - 9.00.

Du får en åben indlæggelsesseddel til sengeafsnittet med ved udskrivelsen. Det betyder, at du kan kontakte afdelingen hele døgnet og få svar på spørgsmål eller blive indlagt, hvis det skulle være nødvendigt. Sedlen gælder i 30 dage efter operationen.

Redaktør