Azathioprin (Imurel®), behandling med

Inflammatorisk tarmsygdom kan behandles med Azathioprin (Imurel®). Læs om behandlingen her.

Imurel® har en immundæmpende effekt og virker ved at hæmme delingen af betændelsesceller. Medicinen bliver brugt til en lang række autoimmune sygdomme, herunder de kroniske tarmsygdomme Crohns sygdom og colitis ulcerosa samt leverbetændelse.

Hvordan skal medicinen tages?

Imurel® findes som tabletter i styrken 25 mg og 50 mg. Dosis beregnes ud fra din vægt. Dosis vil normalt blive optrappet over dage. Typisk ligger dosis på 100-150 mg en gang dagligt. Vi anbefaler at tage medicinen til natten for at mindske den kvalme, som kan forekomme ved opstart. Glemmer du en dosis, må du ikke tage dobbeltdosis.

Behandlingen foregår på specialafdeling, og det er også her, vi udleverer medicinen til dig.

Bemærk: Tabletterne må ikke deles eller knuses.

Udlevering af medicin

Ved opstart vil du kun få udleveret medicin til en kortere periode for at sikre, at du tåler behandlingen. Herefter vil du få udleveret medicin til 3 måneder ad gangen. Vi anbefaler, at du henter medicinen i vores ”drop in”-tider – det kræver ikke tidsbestilling.

Alternativt skal du planlægge udlevering af medicin med sygeplejersken. Der skal være svar på dine blodprøver, før du får medicinen udleveret.

Hvor hurtigt kan man forvente effekt af behandlingen?

Virkningen af medicinen indtræder efter 6-12 uger, og du kan ved betydelige symptomer starte på medicinen under udtrapning af prednisolon.

Behandling med Imurel® strækker sig over flere år.

Blodprøver

Før du starter behandling med Imurel®, skal du have taget en række blodprøver. I opstartsfasen vil vi følge dig tæt med blodprøver i uge 2, 4, 6 og 8. Herefter er det hver 3. måned. Vi kan vurdere sygdomsaktiviteten med blodprøver, og vi kan samtidig sikre, at der ikke opstår bivirkninger, som du ikke umiddelbart kan mærke. Det er vigtigt, at du møder til de planlagte blodprøvekontroller.

Blodprøverne følges af din behandlingsansvarlige læge, og du vil kun blive kontaktet, hvis prøverne giver anledning til det. Du kan ikke ringe og få svar på prøverne, men du kan se blodprøvesvar på Sundhed.dk.

Bivirkninger

De fleste tåler behandlingen godt. Dog oplever 20-30% bivirkninger, der gør, at man holder pause eller helt stopper behandlingen.

Bivirkningerne kan komme i hele behandlingsforløbet og ikke kun i starten. De første uger kan du få gener som kvalme, opkast, diarré og nedsat appetit. Hvis du tager medicinen til natten, kan du forebygge disse bivirkninger.

Gennem hele behandlingen er der risiko for at få mindre infektioner. Huden kan blive mere lysfølsom, og vi anbefaler, at du bruger høj solbeskyttelse, når du opholder dig i direkte sol og helt at undgå solarium.

Mere alvorlige bivirkninger som knoglemarv- og leverpåvirkning og betændelse af bugspytkirtlen kan forekomme. Bugspytkirtelbetændelse viser sig som murrende eller stærke øvre mavesmerter. Hvis du oplever dette, skal du kontakte ambula toriet i dagtiden. Meget sjældent ses bivirkninger som hudkræft, celleforandringer i livmoderhalsen og yderst sjældent lymfekræft.

Hvis du har bivirkninger til Imurel®, vil du enten skulle holde pause eller helt stoppe behandlingen med medicinen. Bivirkningerne forsvinder oftest 1-2 dage efter ophør.

Særlige hensyn

Samtidig behandling med gigtmedicinen Allopurinol forstærker virkning og bivirkning af Imurel®. Imurel® kan også nedsætte virkningen af blodfortyndende medicin.

Graviditet og amning

Du kan være i behandling med Imurel® under graviditet og amning. Planlægger du graviditet, skal du tale med din behandlingsansvarlige læge om det. For kvinder er det af stor betydning, at graviditeten planlægges således, at tarmsygdommen er i ro helst 6 måneder inden graviditeten. Herved opnår du de bedste forudsætninger for et optimalt graviditetsforløb.

Vaccinationer

Da medicinen hæmmer immunforsvaret, anbefaler vi årlig influenzavaccination og pneumokokvaccination hvert 5. år. Unge kvinder bør HPV-vaccineres og følge screening for livmoderhalskræft.

Bemærk: Planlægger du en udlandsrejse, er det vigtigt at undgå destinationer, der kræver vaccination med levende vacciner (hyppigst gul feber), når du er i behandling med Imurel®.

Redaktør