Analfistel, operation med Obsidian RTF (blodprodukt)

Denne information er til dig, der skal have lukket en analfistel med Obsidian RTF (blodprodukt). I denne pjece kan du læse om operationen, hvad du skal forberede dig på før og efter operationen.

Denne information er til dig, der skal have lukket en analfistel med en skånsom metode, hvor fistelgangen bliver fyldt ud med et blodprodukt fremstillet af dit eget blod. Metoden hedder Obsidian RTF (Regenerative Fistula Treatment).

Før operationen

Du skal før operationen tappes for 120 ml af dit eget blod. Blodet vil blive behandlet på en speciel måde, så de sårhelende faktorer opkoncentreres.

Din endetarm skal være tom inden operationen, så du skal derfor tage et lille klysma (Glyoktyl®/ Microlax®) 2-3 timer inden operationen. Vi forventer, at du har læst pjecen Velkommen til Dagkirurgisk Afsnit K, hvor du kan finde mere information om din forberedelse til operationen.

Hvordan foregår operationen?

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Fistelhullet i tarmen lukkes, og fistelgangen fyldes med blodproduktet.

Under operationen oprenses fistelgangen, og der udhentes vævsceller, som vi gerne vil have lov til at undersøge i laboratoriet for i fremtiden at øge vores viden om fistelsygdom og effekten af fistelbehandling. Du vil før operationen få udleveret et særskilt dokument, som du skal underskrive for at give din tilladelse til dette.

Efter operationen

Efter en kort opvågning på Dagkirurgisk Afsnit K bliver du udskrevet samme dag som operationen. Hvis alt er gået som forventet, bliver du udskrevet af sygeplejersken, som vil gennmgå operationen og efterforløbet med dig.

Du skal tage antibiotika som tabletter i fem dage efter operationen. Du får udleveret hele kuren af din sygeplejerske ved udskrivelsen.

Smerter

Det er normalt at være øm og at have smerter i og omkring operationsområdet efter operationen. Du skal tage 1g paracetamol (Pinex®/Pamol®/ Panodil®) kl.____________

Herefter anbefaler vi, at du fortsætter med nedenstående medicin på følgende faste tider i 3 dage efter operationen:

Tidspunkt:Kl. 08Kl. 13Kl. 18Kl. 23
Tablet paracetamol á 500 mg, 2 tabletter
Tablet ibuprofen á 400 mg, 1 tablet 

Desuden kan der efter behov suppleres med Morfin á 10 mg - 1 tablet efter anvisning. Efter 3 dage er det som regel nok med håndkøbsmedicinen.

Vi forventer, at du før operationen har købt paracetamol (Pinex®/Pamol®/Panodil®) og ibuprofen (Burana®/Ipren®/Ibumetin®).

Det er meget vigtigt, at du tager den anbefalede medicin.

Kvalme

Nogle oplever at have kvalme og opkastning efter operationen. Hvis du selv oplever det, vil du få tilbudt kvalmestillende medicin.

Kost

Der er ingen regler for, hvad du må eller ikke må spise efter operationen - du må spise og drikke, hvad du har lyst til. Vi anbefaler dog i forhold til hurtigere og bedre sårheleing, at du spiser sund kost med mange proteiner, vitaminer og fibre.

Tarmfunktion

Du skal sørge for at have blød og helst daglig afføring. Du skal drikke 2 liter væske dagligt og evt. tage tablet Magnesia 1000 mg (2 tabletter) 1-2 gang dagligt. Magnesia modvirker forstoppelse og kan købes på apoteket i håndkøb.

Fysisk aktivitet

For at passe på den indre syning skal du i 1-2 uger efter operationen undgå hård fysisk aktivitet, tunge løft, sport, samleje, cykling og at sidde på hug.

Hygiejne og badning

Der er sat små, tynde plastre over den ydre syning (steristrips). De skal sidde på så længe som muligt, og først når de er faldet af, skal du bruse området.

Vi anbefaler, at du bruser området med lunkent vand morgen, aften og efter afføring med en håndbruser de første 2 uger efter operationen. Undgå sæbe i såret. Indtil såret er helet, kan det sive med lidt blod og sårvæske. Brug evt. bomuldstrusser eller et trusseindlæg for sårvæsken.

Du må bade i havvand efter 14 dage, men du skal holde dig fra pool og svømmehal, indtil fistlen er helet.

Bilkørsel

Du må ikke føre bil, cykle eller betjene maskiner/ værktøj de første 24 timer efter operationen. Dette skyldes, at medicinen fra bedøvelsen først er ude af kroppen på det tidspunkt, og at din evne til hurtig reaktion vil være nedsat.

Sygemelding

Du skal regne med at være sygemeldt i 1-2 uger.

Kontrolbesøg efter operationen

Du vil blive indkaldt til kontrol ca. 2 uger efter operationen hos en sygeplejerske med speciale i fistler. Efter 3 måneder vil der være en kontrol hos en fistelkirurg, som vil lave en ultralydsscanning for at afgøre, om fistlen er helet.

Du vil også blive undersøgt af en fistelkirurg efter 6  og 12. måneder, hvor ultralydsscanningerne gentages, og hvor der desuden udføres MR-scanning for at være helt sikker på, at fistlen er helet.

Hvad gør jeg, hvis jeg får det dårligt?

Du skal kontakte Dagkirurgisk Afsnit K, hvis:

  • Du får feber over 38 grader
  • Du får tiltagende smerter
  • Der flyder tykt pus ud af fistlen
  • Dit operationssår bliver varmt, rødt, ømt og hævet
  • Du har spørgsmål, du ikke fandt svar på i denne pjece

Ved problemer indenfor de første 10 dage efter operationen, kan du kontakte:

Dagkirurgisk Afsnit K, mandag - fredag mellem  kl. 07.00 og 20.00, telefon 3863 5832
Udenfor åbningstiden kan du kontakte Kirurgisk Modtageafsnit KMO på telefon 3863 5635

Du vil herefter i 3 måneder efter operationen have et åbent forløb i Dagkirurgisk Ambulatorium K, som du kan kontakte ved behov i åbningstiden.

Redaktør